18. sep. 2016

Anmeldelse: He never Died.

”He Never Died”
Årgang: 2015.
Tagline: "It’s Hard To Live When You Can’t Die".
Genre: Komedie, Drama, Thriller.
Instruktør: Jason Krawczyk.
Runtime: 99 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: ”Rubber” (2010) , ”Warm Bodies” (2013).

"He Never Died" er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen. 

Den tilbagetrukne Jack lever et stille liv. Han sover, spiser på den lokale diner og spiller lidt bingo i den lokale kirke. Han kræver ikke meget af livet, så længe livet ikke kræver meget af ham. Den stille tilværelse ændrer sig dog dramatisk, da Jack pludselig står ansigt til ansigt med en voksen datter, som han ikke anede eksisterede. Med et apatisk forhold til familieforøgelsen, bliver Jack trods alt kastede ud i nye udfordringer, da datterens tilstedeværelse kaster skygger til Jacks fortid.
Rollins i en hovedrolle som tør og stille mand? BINGO!
”He Never Died” starter, som tydeligt beskrevet ovenfor, meget stille ud, men har et stærkt andet akt, hvor tingene udvikler sig dramatisk. Det er derfor ganske vigtigt, at undgå for meget tekst om selv handlingen, da den helst ikke skal spoiles overhovedet. Det undlader jeg så, men må indrømme, at den langsomme opbygning af et i forvejen lidt trist og genbrugt plot, absolut ikke hjælper på bedømmelsen af filmen. Instruktør Jason Krawczyk bygger historien om på en allerede kendt historie, der ret tidligt i filmen bliver tydelig for enhver. Derfor kan de lange opbyggende scener, ikke rigtig bære de mange løfter om snarlig skred i handling, som så ikke kommer før et godt stykke ind i filmen.
Det er bare et snitsår.
Når blodet slå flyder. Når volden tager til. Når Henry Rollins i rollen som Jack endelig får lov at tabe sutten – ja, så bliver det godt. Rigtig godt endda. Rollins formår at udvikle sin figur i takt med, at Jacks rigtige identitet bliver afsløret, og han gør det så godt, at man sagtens kan anbefale ”He Never Died” på baggrund af Rollins alene. Det er nemlig helt sublimt, når volden tager over, og Rollins med nærmest komisk karakter går fra den ene slåskamp til den anden. Selvsamme komik er en konstant linedans mellem plat og velfungerende, hvor sidstnævnte vinder for de fleste tilfælde. For vi har med en en komedie at gøre her – uanset hvor meget man prøver at dreje på knapperne for dramaet, som altid ender med at virke fladt og ugideligt. Man tænker tit, at ikke engang instruktøren rigtig troede på den dramatiske del af filmen, og derfor fungerer de komisk frivillige scener da også bedst. De tørre sætninger fra Rollins kombineret med et fuldkommen bizart take på blod, lidt splat og ultrakorte slåskampe er rigtig underholdende, fordi de netop ikke er særlig selvhøjtidelige.
I tredje og sidste akt, prøver man alligevel at etablere en form for drama, der gudskelov aldrig bliver særlig vellykket. Det er nemlig slet ikke underholdende, når ”He Never Died” prøver at moralisere – også selv om det kun er i få øjeblikke af en slutning, som ellers er en smuk afrunding af en film, der heldigvis ikke prøver meget andet end at underholde med en blanding af afstumpet adfærd og tør humor leveret af en knastør Henry Rollins.
Sådan går det, når man bider negle, børn.
Man kan sikker sige meget grimt om denne type film, der blander komedie med vold og blod, og i tilfælde som eksempelvis ”Warm Bodies” er det også berettiget, da man aldrig må søge humoren så meget, at det simpelthen ikke er sjovt længere. Den fælde falder ”He Never Died” aldrig i, for filmens største styrke (humoren) er i bund og grund, at man ikke prøver at presse jokes eller platte one-liners ind i hver eneste scene.
Har man lyst til at blive underholdt i halvanden time, af en film, der aldrig prøver at være mere end den er, aldrig falder i de mange fælder, som genren ellers byder på – eller generelt ikke prøver at være enormt nyskabende, så kan man med fordel hygge sig med Rollins og ”He Never Died”. Overlever man de første tyve minutter, bliver man belønnet med en god time med blod, tæsk og Henry Rollins.

Score:

5. sep. 2016

Anmeldelse: The Shallows.

Årgang: 2016.
Tagline: "What was once in the deep is now in the shallows”
Genre: Thriller, Horror, Sharksploitation.
Instruktør: Jaume Collet-Serra.
Runtime: 86 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.  
Se trailer her.
Se også: “Jaws” (1975), “Open Water” (2003), The Reef(2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Efter tabet af sin mor, rejser Nancy (Blake Lively) omkring og er nu kommet til Mexico, hvor hun finder den hemmelige strand, hendes mor plejede at surfe ud fra. Nancy er selv surfer, men da hun vil fange en bølge, er der i stedet noget, der fanger hende. Snart ligger hun alene 200 meter fra land på liget af en hval, mens en enorm haj langsomt cirkler omkring hende.
Vandet er alt, alt for koldt!
Gyserfilm med hajer kan meget hurtigt blive fjollede. Det er bevist igen og igen. I de seneste to opfølgere til monsterhittet “Jaws” (1975), i den klodsede “Deep Blue Sea” og ikke mindst i den latterlige “Sharknado” (2013) franchise. Hajer bliver pludselig til brølende, dårligt animerede og alt for intelligente væsner, der ikke bare tørster efter blod, men også har personlige beefs med enker af tidligere ofre. Det er ganske enkelt stærkt problematisk at lave en gyserfilm med disse væsner og samtidig tage sig selv alvorligt. Med en meget nedtonet og nærmest dokumentarisk stil, lykkedes det i 2003 Chris Kentis at lave en dramatisk og vellykket underspillet film med “Open Water” og i 2016 lykkedes det nu Jaume Collet-Serra på sin vis at gøre Kentis kunsten efter omend på en måde, der i langt højere grad ligner traditionelt gys.
Hvad ville du tage med på en øde ø? En måge, åbenbart.
Steven Spielberg måtte af praktiske årsager holde igen med at vise hajen i “Jaws”. Det store mekaniske bæst virkede ganske enkelt ikke altid, når det skulle. Det viste sig dog at være Spielbergs store held, da det netop er fraværet af monstrummet, der gør, at hans film fortsat er en skræmmende filmoplevelse. Det, et utroligt karaktergalleri og et par andre tricks, men det er en helt anden snak. I 2016 er de tekniske begrænsninger mindre. Det er ikke nødvendigt at slæbe en fysisk fremstillet hajdukke med ud på optagelserne. Det hele kan i stedet ordnes på en computer. I 2016 har en film som denne friere hænder, og derfor kunne den have gået alt for langt med vilde stunts, monsteret kunne blive sat til at udføre. I stedet har man helt tydeligt trukket på Spielbergs succes og bortset fra nogle enkelte tilfælde, holdes der igen. Ofte er monstret en lurende fare i afstanden eller skræmmer netop ved, at seeren desperat afsøger skærmen efter en skygge eller en finne uden at finde noget. “The Shallows” lykkedes på den måde med at opbygge sit monster. Den lykkedes sågar også med et par mere eksplicitte billeder, hvor hajen er både frygtindgydende og virkelighedstro. Så er der selvfølgelig også et par øjeblikke, hvor det tager overhånd, men de er heldigvis få.
Som Brody ville sige; "Smile, you son of a BITCH!"
Det kunne alt sammen være lige meget, hvis ikke det var for Blake Livelys overbevisende præstation i den bærende hovedrolle. Lively præsterer at være stærk samtidig med, at hun er følelsesfuld filmen igennem. Hun har en personlighed og er ikke bare en klassisk kvinde i fare. I betragtning af, at hendes medspillere i størstedelen af filmen er en måge og en animeret haj, er det hendes drive, der skal bringe filmen videre på en måde, der ikke er for klichefyldt eller hjælpeløst ulogisk. Anthony Jaswinski, som står filmens manuskript, lykkedes med at skabe fremdrift uden, at det virker forceret for spændingens skyld eller modsat bliver kedsommeligt og langmodigt. Filmen går ikke i stå og kunne sågar have båret at turde dvæle en smule mere ved den lurende haj, der dukker op i baggrunden eller uden for hovedpersonens synsfelt. I stedet har man fokuseret på dyrets fart, hvilket også tilføjer stor effektivitet til visse scener, men som ikke behøvede at udelukke flere øjeblikke til gruen ved, når dyret ikke angriber. Et par ekstra scener af lidt mere snigende art kunne snildt have kommet på bekostningen af de surf-sekvenser, som filmen ved sin begyndelse hænger lidt for længe ved - tilsyneladende fordi man ønsker at understrege den oplagte sandhed, at Blake Lively er en smuk kvinde.
Godbid i farvandet.
“The Shallows” lander ret perfekt på en spilletid lige omkring halvanden time, hvilket er med til at gøre den til et veldrejet stykke gys. Blake Lively løfter rollen som tough men ikke uskadelig heltinde med mere end bare livet på spil. Gyset i “The Shallows” glider vellykket mellem det stille truende og det brutalt offensive. Filmen selv bliver som et dyr, lurende i vandet. Vi ved ikke, hvor det er men blot, at vi snart vil blive grebet om fødderne af dets stærke tænder og revet med ned på bunden. Og skønt vi gentagne gange når overfladen for at få luft, er håbløsheden åbenbar. Vi ved, at den snart atter vil gribe os og endegyldigt trække os med ned i mørket. Et koncentreret skud horror og spænding, der går lige i årene på dig, der aldrig helt er kommet dig over frygten, for den lurende djævel med de mange tænder og stærke kæber.

Score





* Fik du at læst anmeldelserne i vores Shark Week - ellers gør det her.

29. aug. 2016

Anmeldelse: Pride and Prejudice and Zombies.

Årgang: 2016.
Tagline: For future. For love. For family. Everyone must fight.
Genre: Action, Horror, RomanceZombie.
Instruktør: Burr Steers.
Runtime: 108 minutter.
Medie: 4K UHD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: Sony.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her
Se også: ”Pride and Prejudice” (1995)  ”Doomsday” (2008),  Abraham Lincoln: Vampire Hunter (2012).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Når man, som repræsentant for det mandlige køn, render ind i hunkønsvæsner af enhver art, er der tre nødvendige onder, som man oftest må påregne at skulle overkomme, for at kunne overleve i et parforhold. Der er svigermødre, der er shopping i timevis uden mad og drikke – og så er der, og det er den værste, at man må forvente at skulle sidde igennem en uanet mængde af historiske dramaer. Disse kostume-inficeret stykker spild af ens liv, som gerne varer på den forkerte side af tre timer (hvis man er heldig), hvor eneste sande opmuntring er uudtømmelige mængder af brystpartier, der bevæger sig i en rytme som en lidt for træt hoppepude i et legerum i IKEA.
Jane Austen må være så stolt!
Jeg har, af ovenstående årsager, også set min andel af disse forfærdelige film og serier. Jeg har endda overlevet de fleste af dem, uden at stikke mig selv i ansigtet med gafler – selv om lysten ellers har været der. Derfor morede det mig kosteligt, da forfatteren Seth Grahame-Smith udgav omskrivningen af Jane Austens klassiker Pride & Prejudice. Morskaben forsvandt dog en smule, da jeg fik set traileren til denne film, som jo lignede alt det jeg hader ved de historiske dramaer. Det var derfor en lunken anmelder, der satte 4K skiven i afspilleren.
Jeg går aldrig til bal uden…hud i ansigtet.
England i starten af 1800-tallet er mildest talt i ruiner. Man har bygget en kæmpe mur og en voldgrav omkring London, for at sikre hovedstaden mod flere zombieangreb. Et angreb, der har stået på i en rum tid, hvor zombien har udviklet sig fra hjernedøde massemordere til velstående mennesker, der først taber sutten, når de har gumlet på lidt hjernemasse fra et stakkels offer. Familien Bennet er imidlertid mindre bekymret om zombier, hjernemasse og ofrer, men bekymrer sig mere for deres smukke døtre, der hver især endnu ikke har fået en mand, der kan føre slægten videre – og redde pigerne fra økonomisk ruin, der åbenbart vil opstå, skulle de være ugifte senere i livet. Den unge og meget humørforladte oberst Darcy er bestemt ikke blandt bejlerne, da hans intense jagt på zombier, kombineret med en ganske usympatisk personlighed, ikke ligefrem er i høj kurs – trods manglen på potentielle bejlere til de smukke døtre. Ikke desto mindre rykker zombiefrygten tættere på, da det går op for den slagne britiske hær, at der åbenbart er folk, der støtter zombierne i deres kamp for at vælte London og overtage magten over byen. En forestående kamp er uundgåelig. En kamp om London, England og de smukke døtre af Familien Bennet.
Lad mig sige det med det samme. ”Pride and Prejudice and Zombies” er en tosset og alligevel underholdende film. Ja, der er rigeligt med kostumer, forfinet snak og romantisk pladder, men de smukke kvinder kan slås, afhugge hoveder og smadre zombier i et væk. Der er endda stadig sammenklemte bryster i spandevis, der kombineret med en masse blod og zombieoverfald overdøver alt det snavs, der måtte være tilbage fra Jane Austens originale historie.
Date night er ved at udvikle sig til fright night.
Skuespillet er ikke noget af falde i svime over. Måske fordi at præmissen, som udgangspunkt, er helt igennem åndssvag – eller måske fordi, at man rent faktisk har lavet en film, der er ganske hæderlig med effekter og et dystert billede, der meget godt gengiver, hvordan et zombieinficeret England måtte have set ud for tohundrede år siden. Lena Headey har en alt for lille rolle som zombiedræberen Lady Catherine, der både bærer sværd og klap for øjet, hvilket må være enhver mands vildeste drøm.
Find selv på noget med Game of Thrones. 
Nu hvor zombier forhåbentlig snart går lidt af mode igen, har vi været igennem mange zombiefilm og serier de senere år. Enkelte har været gode, men hovedparten har været copy+paste af gamle historier, der kun har været let krydrede med tåbelige plots. Denne film er ingen undtagelse, når det kommer til plot og historie. Det hele er lettere tåbeligt, og man skal absolut ikke se filmen, hvis man regner med noget og spændende. Men er man alligevel, ligesom jeg selv, fanget i et parforhold hvor den ultimative straf for alting i forholdet har været timevis af historiske dramaer, så er der alligevel noget at komme efter. En slags hævn om man vil, for hvem kan i ramme alvor sætte sig ned og se den originale ”Pride and Prejudice” uden at ikke lige savne en zombie eller to.

Score:

16. aug. 2016

Anmeldelse: The House at the End of Time.

Årgang: 2013.
Tagline: "There’s no turning back.” 
Genre: Horror.
Instruktør: Alejandro Hidalgo.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Rosemary’s Baby” (1968).

“The House at the End of Time” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

For 30 år siden omkom Dulces mand og søn under mystiske omstændigheder, og selvom hun var uskyldig, blev Dulce (Ruddy Rodriguez) idømt 30 års fængsel for de brutale mord. Nu er hun på fri fod og vender tilbage til åstedet i form af familiens gamle hus for konfrontere sine minder og indre dæmoner. Men det er ikke det eneste, hun tvinges til at konfrontere… For noget har taget bolig i skyggerne i den gamle bygning. Noget, der har myrdet før, og som er mere end villig til at gøre det igen...

“The Last House on the Left” (1972), “House on the Edge of the Park” (1980) og “House at the End of the Street” (2012): Filmene har været af svingende kvalitet, men husene har altid været der. Forskellige steder i skrækfilmens landskab har de været placeret. Måske for at vække barndomsminder om Hans og Grethes pandekagehus, der indeholdt noget langt mere dystert end sød dej eller måske for at minde seeren om den omfattende mængde spøgelseshuse, som har været en del af skræmmende fortællinger, længe før filmmediet dukkede op. I 2013 dukkede endnu et hus op, denne gang ikke placeret geografisk, men simpelthen i tiden, hvilket jo lyder lovende.
 Dulce er en klodsmajor og falder på trappen.
Huset er også centralt i “The House at the End of Time”. Filmen føles til tider som en endeløs række af klip med døre, der smækkes i, bankes på og håndtag, der ruskes i. Alt dette med den hensigt at besjæle huset og give oplevelsen af, hvorledes væggene klaustrofobisk trækker sig sammen om Dulce. Filmen viser os sideløbende, hvad der ledte op til Dulces fængsling, og hvad der sker, da hun bliver løsladt og bor alene i det store hus. På tværs af tid stiller filmen det samme spørgsmål, som Polanski gjorde i “Rosemary’s Baby” (1968): Er de overnaturlige ting, vi sammen med hovedpersonen oplever virkelige eller forestillinger i en sindssyg kvindes hoved? Filmen vil gerne være overnaturligt gys, mysterie og et familiedrama. Måske det netop er de mange ønsker om retning, der får den til at fremstå retningsløs. Derfor bliver det lidt svært at forblive fanget af historien.
Dulce er ikke helt tryg ved situationen.
Filmens sidste tredjedel gør meget for at samle trådene i et twist, som ikke nødvendigvis vil efterlade alle seere tilfredse. Her tilføres historierne langt om længe den sammenhæng, som så længe er fraværende. Samtidig skifter hele universet karakter, og hvad der lod til at være gys - den evindelige rusken i dørhåndtag - viser sig at lægge op til noget andet og mere. Måden svarene her gives på er spændende, og gør filmen bedre. Desværre kommer det hele også til at virke kalkuleret, og det går særligt ud over en af filmens personer, som meget pludseligt skifter karakter, uden nogen tydelig årsag. Begivenhederne og filmens personer skal presses ned i plottets form i stedet for, at plottet arter sig efter dem, og det bliver et minus, når det, der ellers har fungeret bedst, er menneskene og det drama, der udspiller blandt dem. Havde slutningen formået at gøre, hvad den gør på en måde, der fremstod organisk og indarbejdede karaktererne på en meningsfuld måde, havde “The House at the End of Time” været en bedre film.
Ikke mindre end to skumle spåkoner bliver det søreme til, selvom filmen ikke just er den gyser, som den sælges som. 
“The House at the End of Time” er præget af gode præstationer fra sine skuespillere ikke mindst de yngste af dem. Den har af og til styrke i det drama, der foregår i den lille familie, som er central for historien. Dette smider den desværre væk til fordel for en markant og spændende men også forceret slutning, hvor alle de løse ender skal bindes sammen i en lidt for perfekt slutning. “The House at the End of Time” er ikke uhyggelig eller skræmmende. Ikke rigtig. Og det er måske heller ikke i så høj grad dens formål, fordi den egentlig er et drama forklædt som genrefilm. Det er der absolut intet galt i som udgangspunkt, men i sit mangeartede udtryk, bliver det, der skulle have været centralt utydeligt, og filmen ender som en lettere forglemmelig en af slagsen.

Score:

5. aug. 2016

Anmeldelse: 10 Cloverfield Lane.

Årgang: 2016.
Tagline: "Monsters come in many forms."
Genre: Drama, Horror, Thriller.
Instruktør: Dan Trachtenberg.
Runtime: 104 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: ”Panic Room” (2002), ”Cloverfield” (2008), ”The Divide” (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der er gået otte år, siden instruktør Matt Reeves med ”Cloverfield” rev stolen væk under de af os, der ikke havde tabt interessen for found footage helt og holdent. Siden da er genren gået full retard med found footage, og der skal efterhånden noget exceptionelt til at gøre found footage en smule interessant. Derfor havde jeg nul forventninger til, at vi nu skulle tilbage til ”Cloverfield”, da bomben blev smidt om en fortsættelse kort tid før filmens premiere. Ængstelsen blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg blev gjort bekendt med, at vi denne gang havde med en psykologisk thriller at gøre – og at found footage var blevet sparket til hjørne. Nu hvor jeg har set ”10 Cloverfield Lane” skal kassen gøres op – og der mangler alligevel lidt småpenge for at få regnskabet til at stemme.
Der sidder noget i loftet! Sid helt stille!
10 Cloverfield Lane er historien om den unge kvinde Michelle, der efter et brud med kæresten, kører galt på en mørk og øde landevej. Hun vågner op i bedste ”Saw” stil – bundet til sin seng i et rum uden vinduer. Snart opdager hun, at hun ikke på nogen måde er blevet bortført, men i stedet reddet af den tidligere CIA mand Howard, der sammen med en bizar type ved navn Emmett har bygget en beskyttelseskælder. En kælder der er selvforsynende, fuldt udstyret og klar til dommedag, der åbenbart har banket på døren, da Michelle lå bevidstløs efter sit uheld. Snart skal det vise sig, at Howard mangler mere end et par klør i det mentale kortspil, og at Emmett og Michelle måske i virkeligheden er fanget i en syg mands illusion af virkeligheden. Eller er de?
Bare rolig! Det er en level 1 Pikachu!
Der er skruet helt op for intensiteten på ”10 Cloverfield Lane”. Den bærer sit publikum på skuldre, der ind imellem bliver så smalle, at man næsten ønsker hovedpersonerne døde og borte, men ikke desto mindre er intensitet nøgleordet for instrutør Dan Trachtenbergs debutfilm på det store lærred. Man skal ikke særlig langt ind i løjerne, før man bliver en smule træt af, at eneste plotpunkt som sådan er, hvorvidt Howard er fuld af løgn – eller om den verden vi kender virkelig har været udsat for et kemisk angreb, som den gode Howard ellers påstår. Det bliver derfor også en smule anstrengende, at de psykologiske spil mellem de tre hovedpersoner trækker ud i et væk, når al overtøjet nu hænger på den samme knage, og ingen skal udenfor alligevel.
Det hele er dog ikke forfærdeligt. På ingen måde. Det er ind imellem rigtig godt, men der er for langt mellem snapsene, som hurtigt smager ens, fordi vi igen og igen bliver præsenterer for samme dilemma. Det er derfor kun rigtig godt, når de tre arbejder sammen i kælderen under gården, der er kilometer væk fra nogen egentlig by.
“This is not ‘Nam. This is bowling. There are rules.” - nå nej, anden film.
Dette medvirker til en dejlig klaustrofobisk fornemmelse de gange, hvor Michelle overhovedet får mulighed for at kigge ud af et vindue, hvilket absolut fungerer for filmen. Det gør skuespillet gudskelov også, hvor især John Goodman er helt genial i rollen som Howard, der ind imellem lever i en verden, hvor ingenting hænger sammen. Hele hans tankevirksomhed om konspirationer er også genial, hvis det altså ikke var hele filmens egentlige plot. Mary Elizabeth Winstead spiller Michelle i en rolle, som måske ikke er helt så stor og spændende, til trods for at det er en hovedrolle, som karakteren Michelle bare ikke bærer særlig godt.
Synes du også plottet er lidt trist?
”10 Cloverfield Lane” er til tider en ganske effektfuld film. Her bliver givet og taget godt fra værktøjskassen for erfarne gyserentusiaster, men her bliver ikke opfundet noget nyt. Der er et par gode chok, lidt spil på klaustrofobi og en del mere blod og gore end man lige skulle tro. Det bliver dog lidt for trivielt i længden, og man mangler ligesom lidt mere end spillet på Howards forstand.

I sidste ende er filmen en god idé, der aldrig kommer helt i mål. Hertil er plottet for tyndt og historien for uinteressant.  Det var rart, at vi slap for mere found footage, men alligevel underligt, at man ender med at lave en film, der næsten begrænser sig endnu mere end found footage formatet. Jeg ender på en middel karakter, hvor John Goodman står for den ene pinhead helt alene.

Score:

29. jul. 2016

Anmeldelse: Green Room.

Årgang: 2015.
Tagline: "Now. Whatever you saw or did. Is no longer my concern. But let's be clear. It won't end well."
Genre: Crime, Horror.
Instruktør: Jeremy Saulnier.
Runtime: 95 minutter
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: "American History X" (1998), "Red State" (2011) "Blue Ruin" (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Punkrock, nynazister OG Kaptajn Picard? Hvordan kan man undgå, ikke at elske denne film, inden man overhovedet har rørt sin fjernbetjening? Et punkband ved navn Ain’t Rights er på tur langs den amerikanske vestkyst. De er mildest talt på røven, og har svært ved at holde økonomien flydende. Efter endnu et gig, der gik langt under forventning, bliver bandet tilbudt et job, som er nemt tjente penge. Til trods for et hårdt publikum af nynazister, tager Ain’t Rights jobbet, som snart skal vise sig, at være en fatal fejl, da bandet falder over et lig, som de ikke skulle have set.
Lad det være sagt med det samme. Denne her film bliver kun bedre, hvis du venter med at læse denne anmeldelse. Ikke fordi, at jeg kunne finde på at spoile din oplevelse, men af den simple årsag, at ”Green Room” bare er en bedre film, hvis man ved så lidt som muligt om den. Vi har nemlig at gøre med en film, hvis rammer er ganske begrænsede, og derfor skal der ikke meget til, før oplevelsen er minimeret en hel del. Så nu er du advaret!
Captain Jean-Luc Picard at your service.
”Green Room” er en stilsikker sag, hvor instruktør Jeremy Saulnier bygger videre på den type film, plot og handling, som han skabte med den glimrende ”Blue Ruin”, der ellers var en afstikker fra den ligeså glimrende debutfilm ”Murder Party”. Ikke desto mindre er vi stadig velsignet med en masse fede scener, der koger over i løbet af inden tid, hvilket man vil genkende fra netop ”Murder Party”. Saulnier er ikke bange for at holde stilen fra start til mål, hvilket giver en vidunderlig afdæmpet atmosfære midt i en knap så afdæmpet handling, der bestemt hverken mangler blod, splat eller vold. Det er en fin balancegang, som består sin test fra filmens begyndelse til den allersidste scene. Stilsikkerheden bærer også over i en ganske lækker visuel stil, hvor de mørke og grå toner bliver angivende for filmens generelle udseende. Det er efterhånden blevet normen for små gysere, men ikke desto mindre fungerer det fremragende, når man har en god historie, et fornuftigt plot og en del glimrende skuespillere, der formår at holde den afdæmpede linje. Man skal derfor ikke forvente skrigende teenagers ad nauseam, hvilket bestemt ikke bekymrer anmelderen overhovedet.
We're pretty, A pretty vacant!
Patrick Stewart spiller hovedrollen som den nynazistiske leder Darcy (Jax Teller roterer i sin grav), men er, uanset hans blændende skuespil, slet ikke en del af filmens hovedhistorie. Derimod er, den for nyligt afdøde, Anton Yelchin filmens helt store oplevelse på skuespillerfronten. Han brillerer filmen igennem med en klaustrofobisk skildring af en utilpasset punker, der først kommer virkelig til live en tredjedel inde i filmen. Det er en udsøgt fornøjelse, når folk formår at spille deres roller i denne type film, uden at nødvendigvis kamme helt over i en parodi på sig selv. Yelchin bliver dog flankeret fint af Imogen Poots, der igen formår at spille antihelt på glimrende vis.
Imogen Poots rocker pumpgun og punkhår.
Når man så allerede kan erklære, at man har været forkælet på filmens stil, visuelle formåen og skuespillet, kan man så brokke sig overhovedet? Desværre er svaret ja, for ”Green Room” går lidt i selvsving i filmens sidste fjerdedel. Her bliver der famlet lidt for voldsomt i plottet, og pludselig bliver filmen en absurd forudsigelig oplevelse. Jeg har ikke kunne læse mig til, hvorvidt der har været grove omskrivninger af manus, men Saulnier falder i gryden med klichéerne og filmens slutning er underlig kedelig til trods for, at man på intet tidspunkt bliver bragt ud af filmens ellers så fede stil. Især slutscenen er forfærdelig, da den nærmest dovent bringer filmen til sin slutning, uden nogen form for begejstring for sin publikum. Man kan sikkert tilskrive den afdæmpede stil lidt af det manglende klimaks, men det bliver alligevel en flad fornemmelse mad sidder med, når rulleteksterne kører over skærmen.
"Make it so..."
Jeg vil dog alligevel anbefale ”Green Room”, da den bestemt har sine øjeblikke, er stilsikker og har et rigtig godt og solidt cast af skuespillere. Den udstiller desværre også sine mangler i filmens slutning, hvilket trækker alvorligt ned, da man i vores gebet gerne vil have fuld klimaks, hvis man er blevet kildet gennem femoghalvfems minutter. Så nynazisterne, punkrock og ham Picard behøver ikke at være noget, som man bare elsker uden omsvøb. Det var i sidste ende en fin lille date, der desværre sluttede med et kys fra ens søster, Øv!

Score: