11. maj 2012

På TV: En ny Bad Lieutenant mister grebet om virkeligheden.

I aften giver DR2 dig muligheden af at se The Bad Lieutenant - Port of Call: New Orleans fra 2009. Filmen som af mange blev tilsidesat som endnu et ligegyldigt remake - denne gang af Bad Lieutenant fra 1992 med Harvey Keitel i hovedrollen. Men her er altså tale om et remake, der ikke er et remake.
Vi befinder os i New Orleans, efter orkanen Katrina. Politimanden Terence McDonagh (Nicolas Cage) plages af rygsmerter, og snart fører hans forbrug af smertestillende piller til et heftigt misbrug af stoffer af enhver art. McDonagh jager manden bag et femdobbelt narkomord, men hans egen grænseoverskridende, maniske opførsel gør ikke opklaringen lettere.
Filmen har stort set intet at gøre med originalen og hvorfor den overhovedet har fået den samme titel begriber jeg ikke. Det er en meget syret omgang af tyske Werner Herzog, med en Nicolas Cage skruet helt i op i det røde felt. The Bad Lieutenant - Port of Call: New Orleans danser fint på skillelinjen mellem det seriøse og det helt absurde, mens vi følger den slemme betjent Terence McDonaghs nedstigning i stofferne, sydstats-varmen og sindssygen. Werner Herzog er sin egen, men filmen har et umiskendeligt strejf af Coen-brødrene og deres måde at fortælle historier på. Nyd også det fascinerende ensemble af biroller vi bliver udsat for - der er et par rigtig morsomme bekendtskaber imellem! Filmen er bestemt værd at se, men man skal være i humør til det - som når man f-eks skal se en film af David Lynch. Snyd ikke dig selv for noget lidt anderledes sådan en fredag aften - det på DR2 kl.20:00-22:00.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar