19. jul. 2012

Anmeldelse: Red Scorpion.

Årgang: 1988.
Tagline: "They think they control him. Think again..."
Instruktør: Joseph Zito.
Medie: Blu-ray.
Set på: HD-Projektor.
Runtime: 100 minutter.
Udgiver: Soul Media.
Link til filmen: IMDB.

Se også: 'Commando' (1985), 'Delta Force' (1986), 'Rambo: First Blood Part III' (1988).

Red Scorpion er venligst stillet til rådighed af Soul Media.

Anmeldt af Allan Sørensen.




Løjtnant Nikolai, et medlem af de russiske specialstyrker, der skal infiltrere og knuse et rebel oprør. Nikolai skal snigmyrde lederen, som skaber problemer for de cubanske styrker, der har besat området. Den toptrænede soldats plan går i vasken, og han fanges og tortureres af de cubanske ledere der tror han er på fjendens side. Det lykkes ham at flygte ud i ørkenen og finde oprørshæren igen - men denne gang er han på deres side! Hævntørsten er stor, og Nicolai indleder et dristigt angreb på sine tidligere kammerater!

Mens vi alle venter på forsættelsen til Sly Stallone's 80'er-action homage 'The Expendables' virker det oplagt at kigge på noget ægte-slå-på-tæven-action fra 80'erne. Det væltede frem med hårdpumpede actonfilm, med endnu mere hårdpumpede actionstjerner, i 80'erne og langt op i 90'erne. Det er virkelig overvældende at løbe over listen der f.eks bød på klassiskere som 'First Blood' (1982), 'Predator' (1985), 'Bloodsport' (1988) og 'Die Hard' (1988). De største stjerner var selvfølgelig Stallone og Schwarzenegger og et par trin længere nede på fødekæden kunne man finde Dolph Lundgren. Det svenske muskelbjerg slog igennem (høhøhø) i 'Rocky IV' som den russiske bokse-maskine, Drago. Der er åbenbart nogle der har ment at Dolph Lundgren virkelig har styr på at spille russer, for han gentager stort set rollen i 'Red Scorpion'. De korte boksershorts er dog blevet skiftet ud med en khakifarvet militæruniform. Dog kun for en kort stund, for der går ikke længe før Løjtnant Nikolai har fået skudt sine underbenklæder itu og de ender, meget tidligt i filmen, som et par ultrakorte og yderst stramme hotpants...man sidder undrende tilbage og spørger sig selv om det virkelig var nødvendigt.
Det lægger åbenbart til navnet, Dolph, at syntes at "Alle Er 100% Assholes!"
Instruktøren Joseph Zito har uden tvivl stået på tæer og kigget Rambo-franchisen over skulderen, for at få et glimt af, hvad der skyldtes den store succes Stallone's film høstede. Det er nemlig meget tydeligt at han har kopieret et typisk Rambo-setup, udskiftet The Italian Stallion med den godt 2 meter høje viking, og så ellers begyndt at filme. Meget mere tankevirksomhed tvivler jeg på at der er bag 'Red Sorpion'. Dolph Lundgren er kæmpestor i denne film, det er hans talent som skuespiller tilgengæld ikke. Han er præcis ligeså ringe som han plejer at være. Men når det er sagt, så er han jo ikke meget værre end mange af de andre actionbøffer. Løjtnant Nikolai bliver i løbet af filmen flankeret af Al White, der spiller oprørssoldat, og den altid sjove og seværdige M. Emmet Walsh, der giver den fuld gas som den patriotiske amerikanske og russer-hadende journalist, Dewey Ferguson. Især sidstnævnte bære tydeligvis den noget tunge Lundgren igennem mange af de dialog-drevne scener, og det er et stort plus at vi ikke kun er i selskab med Lundgren's karakter - for han fungerer kun et sted, og det er på slagmarken. På et tidspunkt strander vi dog med den gumpetunge Løjtnant Nikolai ude i ørkenen, på en lang dannelsesrejse, hvor han skal genfinde sine menneskelige værdier...det er heldigvis ikke verdens længste rejse, men der bliver krummet tæer op til flere gange undervejs.
Har Dolph mødt sin overmand i dette kæmpemæssige Gunship? Næppe!
Lad os droppe det humanistiske pladder og komme tilbage til slagmarken. Vi skal kigge lidt på det som det drejer sig om - actionsekvenserne! 'Red Scorpion' byder nemlig på mere, end hvad man måske lige kunne forvente ved første øjekast. Her er alt lige fra simple værtshusslagsmål til kemisk krigsførelse og flammekastere, en temmelig medrivende biljagt, heftige shootouts og én stor kamphelikopter. Actionscenerne er stadig imponerende den dag i dag, 24 år efter filmens premiere. Smagen og lugten af krigen og eksplosionerne vælter ud af skærmen i de flot koreograferede kampsekvenser. Er man et stort barn vil minutterne flyve af sted i selskab med den russiske elitesoldat og hans band of misfits. Ingen tvivl om at 'Red Scorpion' er en b-film, men actionscenerne er en a-film værdig.
De herlige dage hvor det du så på skærmen rent faktisk også var det der skete foran kammeret.
Soul Media har pustet liv en af de glemte 80'er action-film med deres bare-bones bluray-udgivelse af Joseph Zito's actionbrag og tak for det! Filmen byder nemlig på masser af beskidt, hæsblæsende, og til tider ufrivillig sjov, action-underholdning. Det er en sand fryd og overvære en krudt og kugler film fra dengang hvor man kunne finde ud af at skrue sådanne typer film sammen, uden hjælp af højpolerede CGI-effekter og andre billige tricks. Det du ser på skærmen er den ægte vare - bilerne sprænger rent faktisk i luften, ilden og røgen er ikke klistret på i post-production og de kæmpemæssige gunships og tanks er ikke bygget af pixels, men af tons-tungt krigsmetal. Sådan skal det være hvis du spørger mig! Selv Tom Savini kiggede forbi for at give en hånd med cool en gore-effekt hvor en underarm bliver skudt af. 'Red Scorpion' er en type film som mange elsker at hade, elsker at se ned på for dens naive præmis og hjælpeløse skuespil. Jeg har det lige omvendt og tiljubler filmen for dens primitivitet og dens nådesløse actionscener, og så tæller den nostalgiske faktor selvfølgelig også lidt med i den samlede score.
Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar