19. sep. 2013

Anmeldelse: Star Trek – Into Darkness.

Årgang: 2013.
Tagline: "In our darkest hour, when our leaders have fallen, a hero will rise".
Instruktør: JJ Abrams.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 132 minutter.
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.
Se også: 'Star Trek' (2009), 'Super 8' (2011), 'Star Trek 2: The Wrath Of Khan' (1982).


Kaptajn Kirk, Spock og de andre besætningsmedlemmer på Starship Enterprise er tilbage. Den gæve kaptajn med Anni Fønsby læberne får rodet sig ud i problemer, da han modsætter sig direktiver – og får taget sit elskede Enterprise rumskib fra sig. Det varer imidlertid ikke længe, da Starfleet bliver angrebet af den tilsyneladende gale Khan, der ene mand erklærer krig mod Starfleet. Enterprise sætter efter ham, men det skal vise sig at Khan er langt mere udspekuleret end gal – og snart vil hele menneskeheden være i problemer.
Hvem kan se mere spejlblank ud end filmens forfatter? Kirk!
For fire år siden genskabte JJ Abrams den efterhånden synkende Star Trek skude. Filmen delte vandene og personligt var det ikke en oplevelse, som jeg husker tilbage på med stor begejstring. Jeg tilgav dog manden med årene, da den første originale Star Trek film også bare var en lang introduktion til universet. Nu er der så gået fire år – og hvad er der så sket? Ikke meget, hvis man skal komme med et kort svar. Det lange svar må være, at franchisen stadig kun er for fans af den originale serie, for der er simpelthen ikke nok historie, plot eller beskrivelse af de mange medlemmer på Starship Enterprise til, at kunne lokke nye Trekkies til.
Bones! Vi har desperat brug for et plot!
Med syv faste medlemmer af besætningen, der alle skal dele tiden på skærmen, bliver selve historien utrolig overfladisk og intetsigende. Man serveres med et slapt dilemma om at overkomme sig selv, for at kunne turde mere i livet. Det holdte ikke, da Brenda Walsh stod overfor selvsamme dilemma i 1990 – og det bliver ikke mindre 90210-agtigt af at blive luftet i 2013. Det bliver ikke bedre af, at filmen nærmest præsenterer Spock og Kirk i et slags homoerotisk kærlighedsforhold, hvor Spock bare ikke er klar til at springe ud af skabet. Selv om jeg synes, at det er en frisk udlægning af de to mænds venskab – så er det sandsynligvis utilsigtet og derfor meget akavet og tåkrummende.
Hvis jeg tager mere tøj af, bliver filmen forbudt for målgruppen.
Hvad historien ikke har mangler plottet til gengæld. Der er nemlig intet plot, for alting er forudsigeligt og gennemskueligt. Man ved fra første færd, at Khan er utilregnelig og farlig, men alligevel er troværdigheden konstant et emne indtil den sidste fjerdedel af filmen. Den store afslutning på dette mareridt for filmelskere er at selveste Kaptajn Kirk dør. Det er jo ikke spændende, når science-fiction historiens mest hårdføre person dør - for mon dog ikke at der findes en løsning, som filmens publikum har gennemskuet fem minutter før, at et besætningsmedlem på Enterprise får samme idé?
Kerneproblemet i denne film er en blanding af ovenstående problemstillinger. Man taler nemlig ned til sit publikum i en sådan grad, at det er svært at forestille sig noget mere fordummende til en pris af 190 millioner dollars. Det er derfor ikke overraskende, når man opdager at forfatterholdet bag denne dødssejler er de samme folk, der bragte os Transformers: Revenge of the Fallen, der byder på en præcis lige så haltende historie og plot. Man kan så glæde sig over at de herrer Orci & Kurtzman også er blevet ansvarlige for den næste Star Trek film, hvilket er mere af en advarsel end en reklame for næste epos om Kirk, Spock, Uhura, Bones, Scotty, Chekov og Sulu, der bliver sendt ud hvor ingen mand bør opholde sig – i den forudsigelige intetsigenhed.
"Nu skal jeg nok redde denne her film…."
Er der så noget godt ved Star Trek: Into Darkness? Ja, den er flot. Sindssyg flot! Effekterne er imponerende og selv et kvalmende overforbrug af lens flare, kan ikke irritere mig nok til at trække fra på den visuelle karakter. Det ser bare lækkert ud og man ville ønske, at de mange penge og effekter var blevet brugt på en film, som rent faktisk var til at holde ud at se på. Jeg slutter af med at give en pinhead i karakter og den går ene og alene til Benedict Cumberbatch for hans rolle som Khan. Det er imponerende hvordan hans personlighed og mimik kan stjæle al opmærksomhed fra de andre skuespillere, der bliver statister i The Khan Show, der heldigvis fylder det meste af de 134 minutter af mit liv, som jeg aldrig får tilbage. Suk!

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar