Anmeldelse: Curse of Chucky.

Årgang: 2013.
Tagline: “Foul mouth. Foul temper.”
Instruktør: Don Mancini.
Runtime: 97 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Universal.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også:'Child's Play' (1988), 'Child's Play 2' (1990), 'Bride of Chucky' (1998).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En ung handicappet kvinde ved navn Nica (Fiona Dourif) bor alene i et stort hus sammen med sin mor. En dag ringer postbuddet på døren med en mærkværdig pakke. I pakken ligger en sært genkendelig dukke. Ikke længe efter begår Nicas mor selvmord. Er disse begivenheder forbundne?
Der har været megen snak om ‘Curse of Chucky’, og hvad den skulle være. Er det et remake? Et reboot? En fortsættelse måske? Lidt af det hele kan man måske fristes til at sige. Okay, måske er der ikke så meget remake over filmen, men efter den ret frygtelige ‘Seed of Chucky’ (2004), hvor alt eksploderede i indforstået Hollywood humor, og plottet blev mere tåbeligt, end det nogensinde havde været tilfældet tidligere, er det vist meget retfærdigt at kalde ‘Curse of Chucky’ en slags reboot.

"It's time to play!"

I hvert fald er filmen, som i øvrigt er instrueret af selvsamme Don Mancini, som instruerede førnævnte 5’er i serien, den første af seriens indslag til at fokusere på uhygge, siden den absolutte begyndelse. Det er også meget passende, at Mancini har instrueret begge film, eftersom han formentlig er den person, der har været tættest knyttet til franchisen, idet han har været medforfatter på samtlige film. Seriens første to film havde sine humoristiske indslag, men ikke mange, og det var nogle oprigtigt grumme traumer, den lille dukke efterlod Andy Barclay med. Siden har resten af serien bevæget sig i en anden retning. Mens filmens tredje indslag, blot kaldet ‘Child’s Play 3’, holdt fast i rødderne, i det mindste delvist, blev humoren allerede her en større bestanddel i mikset end tidligere, og den tendens er fortsat siden. Mens både 3 og 5 af forskellige årsager flyder fra hinanden, er seriens 4. indslag ‘Bride of Chucky’ en af mine guilty pleasures, idet den er ekstremt underholdende til trods for, at mange af skuespillerne rundt om de to dukker er ret frygtelige.

Meget er skjult under overfladen... sådan helt konkret.

Der skydes efter en noget mørkere tone med nærværende film, som Don Mancini kalder sin debut som gyserinstruktør, idet han betragter ‘Seed of Chucky’ som en komedie. Spørger man denne anmelder, gør Mancini sig fremragende med i lidt mørkere omgivelser. Det er helt tydeligt, at man på alt fra plot til billeder har begrænset sig ret voldsomt. Filmen foregår næsten udelukkende i Nicas hus, og ved at give hovedkarakteren et helt konkret handicap - dog uden at gøre hende til nogen svag karakter - sættes der nogle helt tydelige benspænd op i forhold til fortællingen. Det skal ikke være intrigant og komplekst, som ‘Seed of Chucky’ forsøgte at være, men helt simpelt. Det er en vej, der følges gennem filmen, og som fungerer rigtig godt. Persongalleriet er bortset fra hovedpersonen, som i øvrigt er ret fornemt leveret af Brad Dourifs datter, ikke synderligt originalt. Der er ingen tvivl om, at det er nogle arketyper, her er tale om, men den smule mørke humor, der er injiceret i filmens vener, kommer netop fra legen med disse figurer, som der gøres nogle ret skæve ting med.

Lad os lege “Hvem har rottegift i sin chili”?

Chucky er mere skræmmende her, end han har været i mange år, og det skyldes formentlig, at opbygningen af denne film også på dette punkt minder mere om den oprindelige. Helt konkret har han færre replikker, og der går længere tid, inden han får lov at levere dem. I stedet for at smide om sig med one-liners, bygges han op, og det er en kraftfuld teknik. Filmen har læssevis af referencer til tidligere film i serien. Både gennem dialog, opbygning, billeder og situationer. Det er en fornøjelse som fan af serien at se, at man til trods for at have været meget langt ude, alligevel inkluderer alle film i seriens kontinuitet og ikke tager sig selv mere alvorligt end, at der også kan gøres sjov med hele konceptet. Der er selvfølgelig enkelte steder, hvor det er lige ved at være overmodigt, når der leges med kontinuiteten og Chuckys grundhistorie, men det er samtidig en spændende måde at åbne op for nye film på, og dynamikken mellem Chucky og Nica er uforlignelig. Uden at spoile må jeg i dette afsnits kontekst i øvrigt anbefale, at man husker at blive siddende til rulleteksterne er vel overståede. Alt andet ville være at snyde sig selv.

Efterlader et noget kønnere lig end psykiateren fra etteren.

Jeg skal ikke kunne frasige en vis forudindtagethed, når det kommer til Charles Lee Ray og hans eventyr. ‘Child’s Play’-franchisen er formentlig den horrorfranchise, som jeg har set flest gange og er en serie film, jeg holder af, både når den er mest campy, og når den med succes får skabt atmosfære, uhygge eller mindeværdige karakterer. Med denne fortsættelse tages der hul på, hvad der meget vel kunne blive en ny æra for serien, som nu igen kan starte fra bunden med dette ret fede lille stykke throwback gys, der gør brug af en masse klassiske dyder og spæder godt til med nye narrestreger.

Score: