Anmeldelse: Spirits of the Dead.

Årgang: 1968.
Tagline: “Edgar Allen Poe's ultimate orgy!”
Instruktør(er): Roger Vadim, Louis Malle & Federico Fellini.
Runtime: 121 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Don’t Look Now’ (1973), ‘Lost Highway’ (1997).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

‘Spirits of the Dead’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Spirits of the Dead (org: Histoires Extraordinaires) er en antologi instrueret af de tre instruktører Federico Fellini, Louis Malle og Roger Vadim og med en perlerække af kendte skuespillere som Brigitte Bardot, Alain Delon, Peter Fonda og Jane Fonda. I segmentet Metzengerstein (af Roger Vadim) spiller Oscar-vinderen Jane Fonda en jaloux og excentrisk grevinde, der slynges ind i et dystert drama af galskab, fortvivlelse, forbudt kærlighed og... død! William Wilson (af Oscar-nominerede Louis Malle) er historien om en sadistisk officer, der efter et liv bestående af tyranniske ugerninger drives til vanvid af sin dobbeltgænger. I Toby Dammit (af den 12-dobbelte Oscar-nominerede Federico Fellini) medvirker Terence Stamp som en filmstjerne på besøg i Rom, der snart fortaber sig selv i en labyrint af paparazzier, alkohol og storhedsvanvid.

Antologiens første film er af ‘Barbarella’ (1968) instruktøren Roger Vadim. Historien er kaldet ‘Metzengerstein’ og er baseret på Edgar Allan Poes fortælling af samme navn, som var den første af forfatterens historier til at blive udgivet. Manuskriptet er af Vadim selv og Pascal Cousin, som ikke har andet på cv’et som manuskriptforfatter. De to har ændret en del på historien, blandt andet ved at gøre hovedpersonen til en kvinde frem for en mand - sandsynligvis af æstetiske årsager. Hvad værre er, at de i arbejdet med at fortælle historien på en koncis måde fuldstændig har formået at undvige historiens finesser og i stedet har gjort den en smule svær at følge. ‘Metzengerstein’ burde ose af stemning, men selv med Jean Prodromides flotte soundtrack og de undertiden flotte billeder, som dog snarere er undtagelsen end reglen, udebliver påvirkningen. Segmentet er ikke æggende erotisk, sorthumoristisk morbid eller i det hele taget i stand til at opfylde nogle af de potentialer, der er til stede i forlægget. Man skulle ellers mene det muligt i det mindste at gøre filmen nærværende, når nu Jane Fonda leverer en yderst seværdig præstation i hovedrollen, men filmen går i sløjfe om sig selv på en måde, der ikke fremstår tilsigtet. Vadim har ikke held til på effektiv vis at sparke antologien i gang.

Jane Fonda stråler i den ellers noget tamme første del af antologien.

Jeg må sige, at mit kendskab til den næste instruktør er noget begrænset, idet hans ‘My Dinner with Andre’ (1981) er den eneste, der synes mig bekendt. Under alle omstændigheder er her tale om Louis Malle, der ligesom instruktøren af det sidste segment, bevæger sig på den kunstneriske side af filmmediet. Derfor er det ganske passende, at hans segment er ‘William Wilson’. Historien omhandler føromtalte William, der er et ganske modbydeligt barn. Han møder sin dobbeltgænger, som følger ham overalt og forhindrer ham i at gøre ondskabsfulde ting mod andre. Drengen bliver snart til mand og ser sig nødsaget til at gøre noget for at stoppe sin dobbeltgænger en gang for alle. Historien er fyldt med den type symbolik, som Poe, når han er bedst, mestrer så overlegent. Helt modsat ‘Metzengerstein’ er filmen her i stand til at tage novellens udgangspunkt og øge dramaet samtidig med, at der ekspanderes på ubehagelighederne. På samme tid bibeholder historien nogle symbolske lag, som yder forlægget respekt. Det er værd at notere sig, at Brigitte Bardot dukker op i en mindre rolle, og at denne del af antologien i det hele taget indeholder stor troværdighed; også i sine figurer: At den samtidig er underholdende på et mere umiddelbart plan, er naturligvis hele udgangspunktet for, at den øvrige fortælling bliver så interessant.

Lægestuderende der har taget lysten til at lære et skridt for langt.

Afslutningsvis byder Federico Fellini, som næppe behøver den store introduktion, på historien om ‘Toby Dammit’. Dette segment er baseret på Poes ‘Never Bet the Devil Your Head’, og den af de tre, der bevæger sig længst fra udgangspunktet. Terence Stamp påtager sig titelrollen, som en falleret skuespiller, der er taget til Italien for at indspille film, som han ikke har den store interesse i, men som han er blevet lovet en spritny ferrari for at medvirke i. Federico Fellinis film er ufravigeligt den stærkeste af de tre, der præsenteres på denne udgivelse. ‘Toby Dammit’ emmer af fortællemæssigt overskud og er en fornøjelse, når den slår sig løs, fordi den tumler med følelser som eufori, depression og uhygge, som alle vækker genklang hos tilskueren. Fellinis surrealistiske tilgang til mediet er uovertruffen. På samme måde som nogen vil kende det fra David Lynch, kan instruktøren skifte stemning og tone fra det ene øjeblik til det næste, og det gør at oplevelsen aldrig bliver kedsommelig. Nino Rota har i øvrigt leveret musikken til denne brillante lille fortælling, som på intelligent vis opdaterer og forener Poes pointer med sine egne. ‘Tony Dammit’ er ladet med artistisk overskud.

En djævel i tågen.

Det skorter ikke på smukke og farlige kvinder i ‘Spirits of the Dead’. I det hele taget holdes der ikke igen i nogle af de tre film, som antologien indeholder. Det er dog primært i 2 af filmene, at det er de rette steder, det filmfortælleriske snit lægges korrekt. Det er ærgerligt, at antologien indledes med den ringeste af de tre film, men samtidig er det bedre at slutte på toppen end at begynde der. Med ‘Spirits of the Dead’ får du tre Edgar Allan Poe fortolkninger for éns pris og når nu to af dem rammer plet, både som film og fortolkninger, er det svært at være skuffet, når tilskueren er blevet tildelt et sidste skummelt blik fra djævlen i tågen og Nino Rotas lette toner ledsager os ud af to timer, som mestendels er brugt i godt selskab.

Score: