Anmeldelse: Oculus.

Årgang: 2013.
Tagline: You see what it wants you to see.
Instruktør: Mike Flanagan.
Runtime: 104 minutter.
Medie: iTunes US.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: iTunes US.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Mirrors" (2008), "Mama" (2013), "Absentia" (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Siden brødrene Grimm lagde en stram linje for forheksede og besatte spejle i Snehvide, har det alle dage været en rigtig dårlig idé, at lægge sig ud med disse refleksioner i glas. Allerede i det 16. århundrede kunne man få lavet de fineste spejle fra glasværker i Venedig, selv om det var de færreste forundt at se sig selv, da priserne på spejlene i den grad var fyrstelige. For at drille og skræmme de rige skabte man blandt pøbelen historier, der gik på alle de forfærdeligheder man kunne opleve, hvis man ejede et spejl og kiggede for dybt ind i det. Da spejlet blev allemandseje fik historierne om spejlets magt endnu mere medvind. Således blev det i mange kulturer et anerkendt psykologisk redskab, der havde til formål at bevise vor egen dødelighed – hvilket helt naturligt skabte endnu flere uhyggelige historier om spejle i almindelighed. Men hvordan er det i 2014? Har spejlet stadig magten over os dødelige?

Der er ALDRIG et upassende tidspunkt til en selfie.

Kaylie og Tim overlever et familiedrama, der koster begge deres forældre livet. Den unge Tim bliver sendt i forvaring, da man mener, at han har slået faderen ihjel under skærmydsler efter familien er flyttet til et nyt hus. Kaylie er dog af en helt anden overbevisning, så da Tim bliver løsladt som voksen, har hun en plan. Hun vil slå det spejl ihjel, som hun er overbevist om, har slået begge hendes forældre og mange ejere før dem ihjel.
Da jeg tidligere på året så traileren for Oculus, var jeg stort set solgt på stedet. Det lignede en solid gyser, der nok skulle få de små hår sat på overarbejde. Havde jeg brugt to minutter på at undersøge sagen, havde jeg opdaget, at manden bag filmen var Mike Flanagan, som jeg så udmærket genkendte fra hans fine film ”Absentia” fra 2011. Derfor havde jeg også været bevidst om, at Oculus, med stor sandsynlighed, var meget mere og havde meget mere på hjerte end bare at være en solid gyser.

Min fars venner havde altid et glimt i øjet.

For Oculus er nemlig et rigtigt velsammensat drama med elementer fra gysergenren, der hele tiden skifter ansigt. Det danner en hurtig grobund af usikkerhed, der klistrer sig til fast til publikums sind, hvilket er en velgennemtænkt krølle på halen, der både trækker Oculus op i seværdighed såvel som kvalitetsniveau. For lad os være ærlige. Film om besatte objekter, mennesker og husdyr er efterhånden så slidt et tema, at man næsten ikke orker at forestille, hvordan der kan ekstrapoleres yderligere på emnet uden at tingene ikke hurtigt bliver gentaget til hudløshed. Den gryde falder Oculus ikke i, for her sættes nogle helt andre spørgsmålstegn ved den menneskelige psyke, end den gennemsnitlige besættelsesgyser, der mere handler om beskeder fra afdøde, ubetalte regninger og hævn i alle størrelser. Med ganske små, men virksomme, virkemidler får Oculus i stedet drejet historien væk fra spejlet, hvilket giver plottet en lidt anderledes og langt mere spændende historie, der overhovedet ikke bærer den samme grad af forudsigelighed.

En rigtig Galactica fan ville stadig prøve at score hende.

Skuespillet er af overraskende højt niveau med en nørdfaktor på lige omkring hundrede, da både Katee Sackhoff (fra Battlestar Galactica) og den alt for dejlige Karen Gillan (fra BBCs Doctor Who) spiller to af hovedrollerne i filmen. Rory Cochrane løber dog med roserne, for hans rolle som familiefaderen Alan, der fuldkommen går i opløsning, da spejlet bliver hængt op på hans kontor.
Køber man filmen på amerikansk bluray får man oven i købet den originale 32 minutters kortfilm af Mike Flanagan med i købet, der i 2006 var forløberen til denne spillefilm. Det gjorde jeg desværre ikke, men jeg glæder mig allerede til mere fra Mike Flanagans hånd, når han til næste år sender sit nye gyserdrama ”Somnia” på gaden. Indtil da vil jeg varmt anbefale Oculus, som er et glimrende bevis på, at man stadig kan skabe velproducerede gyserdramaer i en tid, hvor genrens fans oftest snakker mere fortid end fremtid.

Score: