Søndags-Zombierne vender tilbage, og i denne 3. sæson er det med ring på den rådne finger og hvide ris i det mugne hår, når Jesper Pedersen ser nærmere på bryllupszombier under overskriften 'Til døden Jer skiller'. Læs mere om månedens tema her.
Skrevet af Jesper Pedersen.
Jeg vidste, jeg ville lave en kærlighedshistorie. Vi lavede et trekantsdrama mellem en bror og hans søster og brorens nye kone. Stykket handler om at vælge den ny familie frem for den gamle, og så lå det bare lige for, at det skulle være på bryllupsdagen, for det er jo i de løfter, man giver, at man skal vælge. Brylluppet skærpede historien om det valg.
'Brudevals' begynder ved Carsten og Livs bryllupsfest, hvor publikum sidder med som gæster. I løbet af middagen bliver det klart, at Carsten har et mere end almindeligt stærkt forhold til sin lillesøster Anne, som har svært ved at give slip på sin bror. Festen slutter brat uden brudevals og bryllupsnat, da Anne får det dårligt, og Carsten og Liv må give hende et lift. Anden del af 'Brudevals' foregår i et mere ordinært teaterrum med publikum siddende omkring scenen dog med den særlige detalje, at de alle har høretelefoner på. Carsten, Liv og Anne er kørt galt i bilen, og mens det høres over bilradioen, at en epidemi har ramt Danmark, forværres Annes fysiske tilstand, og der sker sære ting i skoven omkring dem.
Der var også en praktisk del. Stykket havde som dogme, at publikum skulle kunne spise med, og så var en bryllupsfest jo oplagt. Når publikum var med til brylluppet som familie og venner kunne man introducere karakterer på en ret sjov og finurlig måde gennem taler. Jeg har været til nogle bryllupper, hvor jeg bare har været god ven med en af parterne, og man kender ikke familiehistorien og er ikke tætte på dén måde, men igennem talerne lærer man personerne helt vildt at kende. Det kan være meget små ting, for en tale skal holdes formel. En lillebitte pause i en replik kan have enormt meget følelse og historie i sig. Og så er der jo bare brudekjoler og blod. Der er en masse billeder, der bliver skabt inde i hovedet.
Stavrende kadavere på de skrå brædder er ikke ligefrem noget, man ser hver dag. Hvordan opstår overhovedet denne idé?
Jeg er bare vild med zombiegenren og tænkte, den kunne være sindssygt spændende at se på teatret i det intime rum.
Momentum er et teater, hvor man kan søge om at blive kunstnerisk leder for en sæson, og hvor man så ud fra nogle dogmer selv bestemmer, hvad man vil lave. Jeg ville lave tre genrer, som jeg elsker fra film og tv, men som jeg ikke rigtigt har set på teatret. Der er noget fantastisk med at udnytte intimscenen frem for en film, hvor man bare klipper til næste scene. At fange publikum med de tre mennesker i bilen og lade historien udspille sig i realtid. Jeg prøvede at tage så almindelige mennesker som muligt ud i så ekstrem en situation som muligt. Ingen af dem er jægersoldater eller noget. Der er ingen Brad Pitt, som lige kan finde ud af et eller andet eller nogle, der tilfældigvis er gode med et gevær. Der er jo ingen geværer i Danmark, så det er bare et spørgsmål om tid, før nogen dør. Og de dør jo også til sidst.
Når man sætter sig med en zombiefilm, har man som regel forventninger til, at der skal være store horder af levende døde og blodige indvolde, der sprøjter ud til alle sider. Hvordan løser man opgaven på teatret uden at skulle have hundredevis af statister stående i kulissen og hver aften sende publikum hjem med ødelagte klæder?
Vi tænkte meget over, hvordan man oversætter de her zombier til teatret. Man kunne sagtens spille zombie uden make-up og sprøjte med ketchup, og så ville det fungere teatralsk. Men fordi vi gik efter realisme, blev det hurtigt klart, at vi ikke kunne lave effekter. En ting er, man ikke har råd til at lave fede effekter hver dag i en måned. Noget andet er, at man ikke kan lave det lige så godt som på 'The Walking Dead', og det er der, alle har set deres zombier. Det ville blive totalt katastrofalt at se på.
Vi havde ellers planer om, der skulle være én effekt i starten. En falsk arm, der kunne kravle henover gulvet. Men vi endte med at bruge mørket og lydene. Scenografien var meget simpel med et træ og en bil, som er kørt ind i træet. Man kunne ikke se vanvittigt meget, kun det der var at se gennem bilruderne. Da zombierne dukkede op i stykket, blev alt lys slukket, også ud-skiltene. Totalt mørke. Publikum sad rundt om scenen med høretelefoner på, og der var mikrofoner ude i rummet og inde i bilen. Lydene fra skuespillerne inde i bilen blev blandet i høretelefonerne med et lyddesign, så det lød som om, zombierne kravlede rundt oven på bilen.
Det var jo ud fra en devise om, at vi på ingen måde ville kunne lave de special effects, som publikum selv ville kunne finde ud af inde i hovedet. Så det er bare med at prøve at fodre den fantasi-maskine så meget som muligt. Der er nogle, der bare æder præmissen fuldstændigt og har været nærmest chokerede over at være derinde. Og så er der nogle, som bare ikke hopper med på den.
Interessen for zombier er for alvor blevet vakt til live med den mediebølge, der har hærget de seneste par år. Da jeg spørger ind til Rasmus Asks personlige forhold til zombiegenren og prøver at udfritte ham for en yndlingsfilm, fremhæver han dog især en af de gamle klassikere.
Jeg havde 'Day of the Dead' liggende på VHS, da jeg boede hjemme. Og hver gang vi som 16-17-årige kom fulde hjem fra byen, satte vi den på. Der er jo bare noget dragende ved genren. Det her survival-mode, som vores generation på ingen måde har berøring med. Allerhøjest kan vi blive KFUM-spejdere eller tage på overlevelsestur. Der er ingen kontakt med det der overlevelsesgen, og derfor er det dybt fascinerende.
Jeg er meget inspireret af 'The Walking Dead', men det er mere idéen om den serie, der er fed, mere end det er serien. I allerførste afsnit møder Rick den der far og hans søn, som er fanget i et hus, og konen går rundt som zombie udenfor. Det står for mig som det lyseste punkt i serien. Hvad hvis en du elsker er blandt zombierne. Det må være den eneste grund til at sådan en zombiedommedag rent faktisk kan ske, medmindre de selvfølgelig alle sammen er vildt hurtigt ligesom i 'World War Z'.
Rasmus Ask er uddannet i 2012 fra Statens Teaterskole men har allerede slået sig fast som en spændingsskabende sceneinstruktør, og han er netop denne sommer blevet tildelt Reumerts talentpris. Kan man ligefrem kalde det for et mål med karrieren at skulle udfordre teatret i en mere actionorienteret retning?
Mere bare et delmål. Det kom fordi jeg for to år siden på min afgang fra teaterskolen fandt et stykke, som handler om et hjemmerøveri, en person gør på sin egen kæreste. Alt går galt, og han kommer til at slå hende ihjel på den mest bestialske måde, selvom det ikke engang var meningen. Sådan noget med ekstremt overdrevne situationer på et lille sted tændte mig. Det, syntes jeg, var en sjov måde at lave drama på i forhold til store familiedramaer, som også har en masse fedt, og det skal jeg også nok komme til på et tidspunkt.
Til sidst er jeg naturligvis nødt til at vide, om der i fremtiden kommer mere zombieteater fra Rasmus Ask?
Det kunne jeg rigtigt godt finde på. 100%! Ikke lige nu men det er ikke af min gode vilje. Man starter jo med at få idéen om at lave zombieteater, og pludselig har man lavet et lille stykke af potentielt kæmpemange idéer. Jeg har rigtigt mange idéer, det kunne være sjovt at arbejde med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar