Anmeldelse: Bait.

Årgang: 2012.
Tagline: The ultimate predator is coming to a store near you!
Instruktør: Kimble Rendall.
Runtime: 93 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Jaws” (1975).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Har du nogensinde trukket sjoveren frem i din lokale pornobutik, så ekspedienten ligesom havde en idé om, hvilken størrelse legetøj din kæreste eller kone skulle bruge? Det formoder jeg, at en del af vore læsere har oplevet, så derfor ved I også, hvordan det føles at anmelde en film om hajer, når man nu engang har set ”Jaws”. For så står man dér, med familiens stolthed i et solidt greb, og tænker at det hele jo er lige meget, for intet kan måle sig med de mange nuancer, detaljer og helhedsindtryk som netop kun originalen har været garant for. Derfor er det svært at lyne op, klappe ekspedienten på skulderen og tage en tilfældig størrelse ned fra hylden, for man ved jo godt, inderst inde, at intet nogensinde vil måle sig. Derfor går man også, nedtrykt og deprimeret, hjem til kæresten og siger noget i retning af: Her er ”Bait”. Det er ikke ”Jaws”, men prøv den nu lige alligevel. Måske den alligevel kilder alle de rigtige steder?

En mand med en indkøbskurv på hovedet? Så har man set det med.

En livredder bliver dræbt af en haj på den australske østkyst. Livredderens partner og søster glider fra hinanden og den overlevende Baywatch wannabe ender med at arbejde i et supermarked. Et års tid senere vågner han til en mærkelig dag, der bare ikke er ligesom alle andre. Kæresten og hendes nye flamme dukker op i supermarkedet, der snart bliver røvet af en ufrivillig butiksrøver og en bagmand, som han skylder penge. En politimand og dennes datter er gudhjælpemig også at finde blandt varerne, der snart skal blive enormt våde. En tsunami skyller over de intetanende stakler, der må redde sig op på hylderne, da udgangen er blokeret. Snart går det fra ondt til værre, da en kæmpe hvid haj har sneget sig ind i afdelingen for fisk og skaldyr.
Nu tænker du sikkert, at hele denne historie lyder enormt søgt og særdeles overkonstrueret – og det har du da så evigt ret i. Det hele er enormt dumt bygget op, men med en campy twist, der hurtig gør ”Bait” til en teenslasher mere end en monsterfilm, hvilket klæder stemningen langt bedre. For det er netop oplevelsen af hvem der bliver hajens næste offer, der præger denne bizarre forestilling af dårlige replikker, utroværdigt skuespil og usammenhængende scener.

Lidt for meget Mr. Wet T-shirt og lidt for lidt Miss Wet T-shirt.

Der er, sjovt nok, overraskende mange gode scener med en stor hvid haj, der ikke virker så voldsomt animeret, som man ellers kender fra mange af de moderne hajgysere.  Ikke at man helt slipper for ”Sharknado” tilstande, men de er få og hurtigt glemt, da de bedre actionscener overskygger hovedparten af de dårlige. Selv hajens opførsel og reaktionsmønster er lidt mere i tråd med en virkelig haj, hvilket giver en form for realitet, der naturligvis er begrænset, hvis man tager omgivelserne i betragtning.
Det er australieren Kimble Rendall, der har instrueret og kæmpet med sine skuespillere, hvilket han har haft begrænset succes med. Manuskriptet er for dårligt, hvilket giver en masse dialog, der er alt for stiv og irriterende firkantet. Der er enkelte forsøg på humor, der mest går på at overspille situationer hvor hajen angriber, hvilket kun lægger til følelsen af slasherfilm, hvor man meget hurtigt får sympati med hajen. Desuden har man, af ukendte årsager, besluttet sig for at dæmpe de australske accenter. Det betyder at man beder i forvejen talentløse skuespillere om at påtage sig amerikanske accenter, der naturligvis falder igennem ved cirka ved tredje stykke dialog, hvilket var uudholdeligt indtil hajen virkelig gik amok.

Attention Shoppers: We have a sale on dead bodies at aisle eight.

I sidste ende bliver jeg flov over, at jeg overhovedet hev sjoveren frem. Det blev pinligt for både mig og ekspedienten, for i sidste ende vidste han jo også godt, at han solgte mig et produkt, som slet ikke kunne tåle sammenligning med Bruce, som jeg ynder at kalde ham. Spørgsmålet er ikke længere om der nogensinde kommer en hajfilm, der kan måle sig med ”Jaws”. Det handler nok i højere grad om, hvornår vi alle sammen bliver gamle nok til at glemme Spielbergs mesterværk, for indtil da, må vi alle acceptere, at der aldrig kommer noget, der når Bruce til sokkeholderne.

Score: