Anmeldelse: Jaws 2.

Årgang: 1978.
Tagline: Just when you thought it was safe to go back in the water.
Instruktør: Jeannot Szwarc.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 116 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Jaws' (1975).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Det sker ikke særlig tit. Det sker faktisk ganske sjældent, men ind imellem er der folk i Hollywood, som jeg har decideret ondt af. Folk, som jeg føler med, og som jeg tænker, står i deres livs sværeste situation. Sådan en er eksempelvis den fransk instruktør Jeannot Szwarc. Jeg tænker, at han var en Hollywood håbefuld, der kæmpede sig gennem et væld af tv-serier, for at være det rigtig sted når chancen bød sig. Den ene chance, som definerer resten af din karriere. Jeg kan derfor lyslevende forestille mig, hvordan Jeannot måtte have følt det, da hans chance bankede på døren. Hvordan han med dirrende spænding i kroppen havde det, da de store drenge i Hollywood kontaktede ham. Hvordan han havde det, da alt spændingen forsvandt i løbet af et splitsekund, da spørgsmålet stille ramte ham. Er du frisk på at instruere opfølgeren til den største sommer-blockbuster nogensinde?

Hvalen Hvalborg har fået som fortjent.

Amity Island. Tiden har så småt helet sårene efter hajangrebet på det lille samfund, der primært lever af sine feriegæster. Livet er gået videre, børnene er blevet ældre og turisterne er så småt begyndt at have tillid til Amity som feriested igen. Et par dykkere forsvinder sporløst, hvilket åbenbart ikke er helt unormalt på de kanter, men da en vandskiløber med medfølgende båd eksploderer, bliver Chief Brody alligevel ængstelig. Kan der være endnu en haj derude?
Det er Carl Gottlieb der stå bag manuskriptet på Jaws 2, hvilket han også gjorde på originalen, hvor han dog havde Peter Benchleys forlæg at læne sig op ad. Af skade bliver man klog, så første halvdel af Gottliebs manus er derfor endnu en historie om truslen fra dybet, for hvis man lærte noget fra indspilningen af originalfilmen, så var det at mekaniske hajer og vand ikke rigtig spiller godt sammen. Derfor virker anden halvdel af historien som en enorm modig disposition, for den kræver masser af billeder af hajen, der i den grad får lov at vise sit ansigt til filmens publikum. Det fungerer langt bedre end man kunne frygte, for selv om der er enkelte knap så heldige scener, så ligner hajen til forveksling en ægte en af slagsen.

Vi er reddet! Det er Haribo Patrol!

En af filmens vigtigste elementer er evnen til at gentage en historie uden at lave et decideret kopi af plottet, hvilket især første del af filmen smager en del af. Til gengæld kommer der anderledes fut i tingene i anden halvdel, der tager en drejning, hvor Gottlieb har formået, at tage de bedste elementer fra Brody, Quint og Hoopers møde med monstret, og overføre det til en anderledes historie med samme intensitet.
Generelt handler hovedtemaet for tilblivelsen af Jaws 2 om mod. Man trak stort set samtlige skuespillere tilbage til Amity med undtagelse af Richard Dreyfuss, som havde engageret sig i andre projekter. Man kan kalde det helt naturligt, at fortsætte med samme cast, men kontinuitet skaber nu engang også forventninger, for genkendelsens glæder forpligter i den grad på det hvide lærred. Roy Scheider ER Chief Brody. Jeg vil altid se ham som den sammenbidte mand, der hader vand, både og i særdeleshed hajer. Han er også det naturlige omdrejningspunkt i filmen, hvor han til trods for en større rolle til Lorraine Gary i rollen som Ellen Brody, skal bære filmen uden hjælp fra Dreyfuss eller Robert Shaw. Dette klarer han med bravur. Allerede i filmens første scene (på land) bliver han sat i scene som antagonisten, der er vokset en smule med opgaven på Amity, men stadig er den ufrivillige helt, der helst bare vil have fred og ro. Murray Hamilton er også tilbage som den usympatiske og griske borgmester, der åbenbart intet har lært af første hajangreb på den lille ferieø. Hans rolle er ligesom i originalfilmen stærkt karikeret, men han får heldigvis ikke mere tid på skærmen end, at man får ham etableret som den semikorrupte og nervøse mand, der er i lommen på rigmændene i byen.

Verdens dummeste stangspringer vil nu prøve et trick….

Effekterne i filmen fungerer, som allerede beskrevet, ganske fint. Harmonien mellem undervandsbilleder fra hajens udsigt og billeder af det velkendte finne, der skærer gennem vandet er lige i øjet, da Gottlieb har gemt de visuelle godter til sidste del af filmen. Endnu en ikonisk slutning er der skam også blevet plads til, hvilket sætter et fint punktum for en film, der burde være et skoleeksempel på, hvordan man bør skabe en fortsættelse. Der var derfor ingen grund til at have ondt af Jeannot Szwarc. Han gjorde hvad han kunne med en film, hvor forholdene omkring ham var optimale i form af folk, der allerede havde været et hajeventyr igennem, hvilket i sidste ende ender med at gøre filmen aldeles seværdig.

Score: