Anmeldelse: Kidnapped (2010).

Originaltitel: ”Secuestrados”
Årgang: 2010.
Tagline: Take Your Last Breath.
Genre: Home-invasion, Horror, Thriller.
Instruktør: Miguel Angel Vivas.
Runtime: 82 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Funny Games” (1997), ” Mothers Day” (2010), ”Prisoners” (2013).

 ”Kidnapped” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

Siden internettet blev en del af vort verdensbillede, er en af de mest brugte floskler, at verden er blevet mindre. Man kan ikke udgive en hitsingle i Korea uden at folk på Crazy Daisy i provinsen ikke danser en dans, som var de blevet angrebet af hærmyrer mellem ballerne. Det samme gør sig desværre ikke helt gældende for filmene, hvor verden ikke er blevet mindre i samme tempo som med musikken. Vi er stadig lidt lunkne på film fra ikke-engelsktalende lande, men der er en stadig udvikling i gang. Vi tog gyserne fra Korea til os i starten af forrige årti, og sidenhen er franskmændene og spanierne nu også blevet en del af gyserens geografi. Sidstnævnte har med blandt andet ”Rec” franchisen sat et solidt fodaftryk i vor bevidsthed, så det var med forventningerne helt i top, at jeg satte mig til at se ”Kidnapped”.

Der samles kreditkort og koder til røverne. Man er vel grundig?

Et midaldrende par og deres teenagedatter, flytter ind i deres drømmehus i Madrid. Deres glæde bliver dog kort, da de snart bliver udsat for et særdeles voldeligt hjemmerøveri. Kvinderne bliver holdt gidsler, alt imens faderen tager på tur med bandens leder, så de sammen kan tømme familiens bankkonto.
Hjemmerøverier er blevet det nye sort, når det kommer til trusler mod familiers tryghed. Det er vel derfor ikke overraskende, at der pibler film frem med netop dette tema, da det udover ubehageligheden ved et tyveri, også rykker ved vores forestilling om, at hjemmet er vor sidste skanse, hvor vi med ret stor sandsynlighed kan føle os sikre. ”Kidnapped” stikker en solid kæp i hjulet på alle former for sikkerhed i hjemmet. Her er ingen sikre, og alt og alle er i konstant fare, da hjemmerøvere ikke skyer nogen midler overhovedet. Har man først truet sig ind i folks private hjem, så er der ikke langt til afstumpethed, der som regel kommer til udtryk i vold, der sjældent er særlig nænsomt udført. Det gør sig også gældende for parret og datteren i ”Kidnappede”, der mystisk nok går til modværge i flere omgange. Dette lidt usædvanlige opførsels mønster, påvirker lidt intensiteten i filmen, der ellers kører på højeste klinge fra første scene.
Skal man gå til modværge, så nytter det ingenting, hvis man allerede har konstateret, at man er chanceløs og overmatchet i ethvert henseende. Det bliver egentlig også min største anke i en film, der udelukkende har intensiteten kørende for sig. Handling og plot er ligesom givet, da hjemmerøverier af grov karakter, sjældent har mange forskellige scenarier at udspille sig på. Derfor glædede det mig også, at man valgte at udspille et kendt scenarie, stort set uden overraskelser, for at beskrive den voldsomme oplevelse det er, når et hjemmerøveri foregår for en ganske almindelig familie. Tingene bliver sat en smule på spidsen i sidste femtedel af filmen, men ingen af filmens grusomheder overgår på noget tidspunkt virkelighedens hjemmerøverier.

Selv en hjemmerøver har ind imellem brug for fem sekunders fred og ro.

Vi er på sin vis uden i et modigt territorium, hvor man, ved hjælp af en masse håndholdte skud, dokumenterer et voldeligt hjemmerøveri, uden at skabe helte eller heltinder. Her er ingen far, der pludselig bliver til supermand eller andet vås, der skal fjerne fokus fra de meget voldsomme scener, der udspiller sig i det lille spanske hjem. Man har dog alligevel gået forsigtigt til værks, da mange af scenerne er implicitte gennem lyde og eller reaktioner mere end en fokus på visuelle virkemidler. Det har en glimrende effekt, der fungerer som en blanding af klaustrofobi og panik, da man muligvis slipper for at se hvad der foregår, men aldrig slipper for reaktionerne. Det er ind imellem stærke sager, der faktisk fungerer i hovedparten af scenerne, selv om man som aficionado godt kunne savne lidt mere direkte scener for at give et bedre miks af virkemidler.

En skarpladt pistol kan kurere enhver form for gæstfrihed.

I sidste ende er ”Kidnapped” en utrolig intens og tempofyldt affære, der er overstået, før man opdager det. Den har skønhedsfejl i ofrenes reaktioner, men det ændrer ikke på, at man alligevel har formået, at skabe en anden slags film om hjemmerøverier, der bestemt er anbefalelsesværdigt.  Om ikke andet, så er oplevelsen af hjemmerøverier helt ens i Spanien såvel som i Danmark. Måske er verden alligevel blevet mindre?

Score: