23. nov. 2014

Anmeldelse: They Live.

Årgang: 1988.
Tagline: "You see them on the street. You watch them on TV. You might even vote for one this fall. You think they're people just like you. You're wrong. Dead wrong.”

Genre: Action, Komedie, Horror.
Instruktør: John Carpenter
Runtime: 93 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Optimum Classic.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The Matrix” (1999), “Invasion of the Body Snatchers” (1956), “Videodrome” (1983).


Anmeldt af Mark S. Svensson.

Nada (Roddy Piper) finder et par solbriller der, når han ser igennem dem, afslører, at jorden er blevet indtaget af aliens. Gennem reklamer og tv fastholdes den tilbageværende befolkning i et drømmeagtigt stadie, hvor de ikke evner at se at deres race langsomt er i færd med at uddø for øjnene af dem. 

I 1988 var det 10 år siden “Halloween” (1978) havde sparket døren åben for John Carpenter. Med film som “The Fog” (1980) og “The Thing” (1982) producerede instruktøren noget af sit bedste arbejde i 80erne, som han altså rundede af med “They Live”. Her er der skruet ned for gruen og op den politisk ladede symbolik. Der er sammenfald med “The Thing”, idet også denne film handler om de mest skræmmende dele af den menneskelige natur. Denne gang er der ikke tale om frygten for hinanden og paranoide forestillinger om, hvor ondskab kommer fra. Det er her helt tydeligt at det er medierne og magthaverne, der på fascistisk vis kontrollerer masserne og dermed er de onde, naturligvis i samspil med de mennesker, der vælger penge og magt frem for fællesskab. Symbolikken er slående simpel, og selvom det er en fin præmis, er det ikke nok til i sig selv at gøre filmen nærværende, når historien samtidig er ganske spinkel.
“I have come here to chew bubblegum and kick ass... and I'm all out of bubblegum.“
Basalt set er der ikke meget mere i “They Live” end kampen mellem de gode og de onde. Det kan også siges om “The Thing”, men her er ondskaben så uhåndterbar og foranderlig, at den i sig selv evner at fastholde interessen. I nærværende film er det hurtigt at gennemskue, hvem skurkene er og derfor bliver oplevelsen mere ala den “Assault on Precinct 13” (1976) præsenterede os for, hvor det er horder af mere eller mindre anonyme antagonister, der angriber. Mens det i den film var klaustrofobien, og forholdet mellem “de gode”, der holdt os fast ved historien, er her meget lidt til at skabe engagement. Tanken om, at menneskeracen bliver udslettet uden at være klar over det, er udforsket på langt mere interessant vis i mængdevis af andre og er grundlæggende en uhyggelig tanke. Carpenter formår i denne omgang bare ikke at opbygge tilstrækkelig stemning til, at faren nogensinde bliver rigtig nærværende. Det til trods for at et kritisk syn på medier og reklamer blot er blevet mere relevant årene igennem. Filmens bedste scene er da også den, hvor Nada først tager brillerne på og blandt andet ser, hvordan et billboard med en kvinde på en strand, set igennem brillerne blot former teksten: “Marry and reproduce”.
“They are dismantling the sleeping middle class. More and more people are becoming poor. We are their cattle. We are being bred for slavery.”
Det er ikke nogen ny idé at placere wrestlere i centrale filmroller. Tor Johnson fik roller op gennem 50erne og Dwayne “The Rock” Johnson har en succesrig karriere som skuespiller i disse år. Det er heller ikke usædvanligt at skuespillerevnerne bliver udfordret lidt for drastisk, men sjældent er det, at de er decideret ukarismatiske. Roddy Piper fremsiger sine replikker på en måde, der kun lige akkurat bevæger sig over det niveau Eric Freeman præsterede i “Silent Night, Deadly Night Part 2”. Filmen er lagt så eftertrykkeligt på mandens skuldre, at det kun er ved Keith Davids hjælp, at den ikke kollapser. En 5 minutter lang slåskamp mellem Piper og David er vitterligt den eneste gang førstnævnte herre lader til at være sikker på, hvad han kan præstere.
Kunne Keith David ikke bare have fået begge de mandlige hovedroller?
John Carpenter har sagt, at filmen var tænkt som et kritisk indspark til datidens politiske landskab. Det lyder ikke nødvendigvis afsindigt underholdende og måske netop af frygt for, at det skulle blive en for gumpetung eller alvorlig filmoplevelse, hyrede han en wrestler i hovedrollen, forsøgte at tilsætte humor undervejs og gjorde i det hele taget en masse modsatrettede ting. Resultatet er en en rodet filmoplevelse, der indeholder øjeblikke af god action, god komedie eller gode tankevækkende provokationer, de indtræffer bare sjældent på samme tid.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar