Anmeldelse: What We Do in the Shadows.

Årgang: 2014
Genre: Komedie, Mockumentary.
Instruktør: Jemaine Clement & Taika Waititi.
Runtime: 82 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Spinal Tap" (1984), "Flight of the Conchords" (2007–2009), "Vampires" (2010).
 
“What We Do in the Shadows” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I et lille hus i Wellington, New Zealand, bor de fire vampyrer og venner Viago (379 år), Deacon (183 år), Vladislav (862 år) og Petyr (8.000 år). Vi følger deres hverdagsliv på godt og ondt - lige fra hvis tur det er til at vaske op til hvem, der har slået det seneste offer ihjel. Uden venner til at invitere dem indenfor på byens natklubber, har de helt mistet grebet og er ikke up to date med at være unge med de unge – indtil de møder Nick og Stu...

Family portrait.

Det påfaldende ved “What We Do in the Shadows” er, hvor morsom den er og måden, den er det på. Den dyrker en række absurde overnaturlige fænomener med en hverdagsrealisme, som i sig selv skal bære filmen. Måden dette adskiller sig fra visse andre humoristiske og parodierende film af nyere dato er, at det aldrig bliver for plat. De 5 vampyrer, der bor i det lille hus, er trods det faktum, at de er døde, mere levende og nærværende personligheder, end de stereotypiske og kedsommelige typer, der ofte fylder lignende film. Hvis man i det hele taget kan tale om “lignende film”, for selvom jeg har set andre mockumentaries, har jeg ikke tidligere oplevet en, der tackler monstre og levende døde som en slags subkultur. Det er ikke bare vampyrer, der lever i det New Zealand, som filmen præsenterer os for, men også varulve, zombier, hekse og meget andet.

"Stay classy!"

Alle de overnaturlige væsner, er bragt til live på overbevisende facon. Ved hjælp fra make-up effekter såvel som en smule computergrafik hid og did antydes og vises monstrene. Det bedste af det hele er, at det bliver en del af humoren. Når en varulveleder grundet fuldmånen pludselig får travlt med at opfordre sin flok til at “tage det tøj af, de ikke vil miste”, er det sjovt. Når vampyrerne giver sig til at slås svævende i luften, men det mere får udtryk af akavethed end Hollywood-action, er det endnu sjovere. “What We Do in the Shadows” laver ikke sjov med sine figurer, men bruger dem til at vise de lavpraktiske problemer ved at være vampyr. Dette gør den med henvisning til en hel række klassiske værker indenfor genren. Det er små referencer, som sjældent er udtalte. Når man ser bort fra “Twilight” (2008), der heller ikke ligefrem kan kaldes en klassiker, som nævnes ved navn flere gange. Det er ganske sandsynligt, at netop den films popularitet har været en af udløserne for, at en film som denne, har kunnet finde eksistensberettigelse. Hvis det er tilfældet, har vi langt om længe noget at takke Stephenie Meyer for.

“Sikke noget gris...”

Beslutningen om at lave “What We Do in the Shadows” som en mockumentary er vovet, fordi det kan smide nogle seere af i farten: Vil der overhovedet være en historie i sådan et format? Det kan jeg berolige med, at der bestemt er. Skaberne har lavet et ganske fint narrativ, der ikke er af episke proportioner, men som alligevel giver filmen fremdrift, således at vi ikke blot bliver vidne til en række sketches med vampyrer som tema. Det lykkedes at skabe en relaterbarhed hos figurerne, som er fængende. De kiksede vampyrer har en vis charme. Ligesom i “The Nightmare Before Christmas” (1993) får seeren indtryk af, at de fleste af vampyrerne, som vi introduceres for, egentlig ikke har den store fornøjelse ud af at slå mennesker ihjel, men at det er en drift og en voldsom måde vampyrerne tackler deres følelser på. Det er på en måde meget elskeligt... når man altså ser bort fra det faktum, at der er menneskeliv, der går til i processen. Filmen tager sig selv meget lidt seriøst, men alligevel nok til, at det ikke bliver for fjollet. Der sættes sågar et par ord på, hvorfor det at være en vampyr kan være lidt af en forbandelse. Der er en smule smerte blandet i humoren, og det er altid en god cocktail.

Petyr er den eneste af vampyrerne, der reelt virker skræmmende... men det gør han så også ganske godt.

Jeg har svært ved at komme i tanke om andre film, der kan det “What We Do in the Shadows” gør. Det er blandingen af gode figurer, skæv humor og gys, der gør filmen til den legesyge fornøjelse, den er. Se den, citer den og bær vidne til en helt særlig oplevelse.

Score: