8. okt. 2015

Anmeldelse: Real Steel.

Årgang: 2011
Tagline: "Courage is stronger than steel.”
Genre: Action, Sci-fi, Komedie.
Instruktør: Shawn Levy.
Runtime: 127 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Dreamworks.
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.


Se også: "The Twilight Zone: Season 5, Episode 2Steel" (1963), "Over the Top" (1987), "The Iron Giant" (1999).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I en ikke så fjern fremtid har robotter erstattet mennesker i boksning. Den tidligere bokser Charlie Kenton (Hugh Jackman) er således fulgt med denne udvikling og har dygtiggjort sig i brugen af robotter til netop boksning. Hans impulsive og til tider irrationelle handlemåde har i mellemtiden fået ham i problemer, og da han pludselig opdager, at hans 11-årige søn, hvem han intet har haft at gøre med hidtil, kan indbringe ham en pæn sum penge, hvis han lader forældremyndigheden gå til drengens tante, beslutter han sig for at gribe chancen. Tantens mand beder ham om en tjeneste: Charlie skal passe sin søn i nogle uger, før han overtages af sine nye forældre.
Når man støder på en rigtig god film, er det ofte både hjertet og intelligensen, der sættes i værk. Nogle gange støder man på film som “Real Steel”, hvor de to modsætter sig hinanden. Reelt set er der en stak problemer med filmen. Først og fremmest er historien - både den overordnede og den underliggende - meget forudsigelig. Det tager ikke meget mere end en et kort resume af filmen for at tænke sig til historiens udfald. Tematisk er filmen heller ikke just nyskabende. Det er den klassiske historie om en underdog, der ud af ingenting dukker op og giver de store drenge kamp til stregen. Derudover er der far/søn fortællingen, der løber gennem filmen, som atter er til at gennemskue. Den ansvarsløse far skal lære sine fejl at kende og forsøge at rette op på dem. Undervejs er der ingen tvivl om, at der er skruet op for de manipulative knapper fra filmskabernes side, og selvom enhver film i princippet er en manipulation, smøres der nogen gange tykkere på end andre, og her bliver der presset relativt hårdt på for at få publikum til at føle for historien.

“The People's Champion? Sounds pretty good to me.”
Det er netop her, intellektet og følelserne ramler sammen. Selvom det er tydeligt, hvad filmen ønsker af reaktioner fra publikum, og selvom det også er helt utvivlsomt, at plottet er stærkt klichéfyldt, fungerer filmen alligevel. De to største årsager hertil er formentlig Hugh Jackman og Dakota Goyo, der som far og søn deler langt størstedelen af filmens scener. Dialogen er ikke altid lige i øjet, men manuskriptforfatter John Gatins rammer rigtig så tilpas mange gange, at det er svært ikke at holde af det ukuelige makkerpar. Dét skyldes i særdeleshed, at filmen holder sig langt fra det melodramatiske og i stedet bevæger sig fremad i et sprog, der virker oprigtigt og slipper uden om de værste fraser. Således er særligt en kort replikveksling mellem far og søn angående sidstnævntes mor rørende, og til trods for det simple ordvalg, eksemplificerer scenen fornemt, hvad denne film gør godt. At Hugh Jackman gør et fint stykke arbejde er velsagtens forventeligt, men oprigtigt overraskende er det, hvor let Dakota Goyo, der kun har få tidligere filmroller på cv’et, falder ind i rollen som Max. Til trods for en attitude, der nemt kunne være blevet 90er klodset på værst mulige måde, flyder replikker såvel som handlinger forholdsvist naturligt fra karakteren, og tilskueren bliver oprigtigt engageret i både far og søns rejse.
Hovedpersonen har solgt sin søn for 50.000 dollars... alligevel er det ham der vredt forlader scenen?

Instruktør Shawn Levy fortæller på ekstramaterialet at Steven Spielberg, som var executive producer på filmen, gav ham et råd angående special effects, som gik på, at en blanding af fysiske og digitale effekter fungerer bedre end rent digitale. Den berømte filmskabers argument herfor var, at han selv mente dels at have fået bedre præstationer ud af sine skuespillere med den facon, og dels havde det givet animatorerne noget fysisk at rette sig efter. Det fungerede for Spielberg i “Jurassic Park” (1993) og det fungerer så sandelig også for Levy i filmen her. Selvom det ingenlunde er umuligt at se, hvornår der er tale om CGI, tænker man væsentligt mindre over det, når det er mikset ind med fysiske dukker og lignende. Det giver en overordnet troværdighed til skabningerne, som er til gavn for historien i og med, at man ikke efterlades med minder om special effects, men om filmen og dens fortælling. Derudover er universet flot og blandingen af gammelt og nyt fungerer rigtig godt. Det medvirker også til at give en fornemmelse af en mere nærværende og umiddelbar fremtid, som er beskidt og mørk og dermed ikke bevæger sig for langt fra, hvad der er sandsynligt.
“You know you're taking him home in pieces.”
Grundlæggende er der masser af ting, man kunne klage over i “Real Steel”. Men det forekommer næsten en smule omsonst. For hvad den er, fungerer filmen ganske fint, og uden at ryste filmverdenen holder den uden problemer seerens engagement ved at skabe nogle reelt fængende figurer. Derudover er filmen godt sammensat og fortalt, hvilket ikke er at kimse af, særligt ikke når filmen rent faktisk tør at lade et par skår forblive i såret, som altså ikke lukkes helt med den ellers relativt forudsigelig slutning.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar