1. dec. 2015

Anmeldelse: Blood Trails.

Årgang: 2006.
Tagline: "You can't outride death."
Genre: Horror.
Instruktør: Robert Krause
Runtime: 87 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Pan Vision.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
 
Se også: “The Blair Witch Project” (1999), “Antichrist” (2009)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Anne (Rebecca Palmer) og Michael (Tom Frederic) har nogle problemer i deres forhold. I et forsøg på at løse problemerne beslutter de at tage på cykelferie i bjergene. Hvad Michael ikke ved er, at Anne fornylig har været ham utro med en fyr ved navn Chris (Ben Price). Og hvad Anne ikke ved er, at Chris er en sindssyg seriemorder, som vil have hende for sig selv. Cykelferien bliver alt andet end afslappende...
“Blood Trails” er instruktør Robert Krauses anden spillefilm, og ikke før 2013 lykkedes det ham igen at levere en film. Med kvaliteten af nærværende produktion er det ikke svært at forstå det store spring. Krause vil gerne have publikum til at frygte en hel række ting. Heriblandt skal vi frygte den store mørke skov. Det bliver ret hurtigt svært at frygte en skov, der virker åben og på alle måder ikke truende. Endvidere føles det aldrig som om, at Anne reelt er fortabt i omgivelserne, uanset hvor meget det gamle trick med den manglende mobilforbindelse bankes ind i hovedet på tilskueren, er det stadig svært ikke at tænke, at hvis Anne bare strammede lidt op, og tænkte sig lidt om, var hun reddet inden længe. Det mest oplagte eksempel er, da det efter lang tids forsøg endelig lykkedes kvinden at få kontakt til en redningstjeneste fra toppen af en bakke. De rare redningsfolk forsikrer hende om, at de er på vej, men at hun endelig skal blive, hvor hun er. Det første Anne gør? Springer på sin cykel og kører hastigt bort fra stedet. Der er ingen trussel, der er tydelig, og som presser hende væk. Der er ingen musik, der hjælper publikum til at sætte sig ind i Annes tankegang. Altså efterlades vi i et forståelsesmæssigt mørke.
Mord ved cykeldæk får aflivningerne i “Silent Night, Deadly Night 2” til at ligne mesterværker udi kreativ vold på film.

Noget andet instruktøren gerne vil have vi skal frygte, er et mere almenmenneskeligt tema: Vi skal frygte at Anne mister Michael. Desværre vil de fleste nok have rigeligt med udfordringer med at frygte for Annes liv til at begynde med, til at overveje hendes kærlighedsliv; allermindst denne Michael, som vi aldrig rigtig ser Anne være glad sammen med. Vi bliver med andre ord ikke overbevist om, at de to er værd at heppe på. Når begge figurer oven i købet er så rystende uinteressante, at man længes efter de ellers relativt anstrengende figurer i “The Blair Witch Project”; i den film var det i det mindste altid tydeligt hvorfor karaktererne tog de valg de gjorde. Det var fjollede begrundelser, men i det mindste eksisterede de. 
Ikke just en ny Jason...
Mange af disse kritikpunkter ville man også kunne sende i retning af andre slasherfilm (hvilket essentielt hvad denne film forsøger at være). “Friday the 13th” (1980) tager også sig selv ret seriøst, og figurerne er heller ikke voldsomt nuancerede, men forskellen er, at de alligevel var engagerende på den ene eller anden måde. Samtidig valgte man her en morder, som var interessevækkende i sin mystik. I “Blood Trails” begås der et absolut fåtal af mord, og det mest prominente af disse, sker med cykeldæk. Det er det mest fjollede, jeg nogensinde har set blive taget så alvorligt på film. Forsøger filmen at være en slasher, fejler den som en sådan, og forsøger den at være psykologisk drama/gys går det som nævnt heller ikke særlig godt. Robert Krauses film er fortalt i en tung tone, som dens historie ingenlunde giver merit til, hvilket ender med en oplevelse, der gråt og kedsommeligt udfolder en fortælling, der skulle have handlet om karakterudvikling, men glemmer at det var det, der var dens formål.
Hvem var det nu liiige denne fyr var igen?

Rebecca Palmer prøver i denne film, det gør hun virkelig. Hun står i centrum af en dårligt skrevet, kluntet udført og alt for selvhøjtidelig historie og gør et oprigtigt forsøg på at finde noget oprigtighed frem til sin rolle. Det er prisværdigt, og måske hun under de rigtige omstændigheder kunne have været rigtig god. Det siger på sin vis meget om filmen som sådan. Langt nede i grundidéen om et par, der forsøger at genfinde hinanden i skoven, men i stedet finder ondskab af den ene eller anden art, er der sikkert en god film, se bare hvad Lars Von Trier gjorde med “Antichrist” (2009). Desværre har Robert Krause bare ikke formået at holde fokus på de mennesker, han ellers lader til at have haft til formål at fortælle om.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar