29. dec. 2016

Anmeldelse: The Fly (1958).

Årgang: 1958.
Tagline: "The fly with the head of a man...! And the man with the head of a fly!”
Genre: Sci-fi, Horror, Drama.
Instruktør: Kurt Neumann.
Runtime: 94 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: 20th Century Fox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “Frankenstein” (1931), “Invasion of the Body Snatchers” (1956), “The Fly” (1986).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den ellers så lykkelige Delambre familie gemte noget i kælderen: En maskine så teknologisk revolutionerende at ingen andre vidste noget om den. Da et af forsøgene med maskinen slår fejl, får det grufulde konsekvenser.

David Cronenbergs filmatisering af “The Fly” (1986) baseret på historien af George Langelaan er vel nok den bedst kendte. Cronenberg gik i fodsporene på Kurt Neumann, der allerede i 1958 udgav sin version af historien om “Fluen”. Neumann er nok bedst kendt for at have arbejdet på en række af filmene om Tarzan, der op igennem ‘40erne blev portrætteret af Johnny Weissmuller. Hans film er markant anderledes end Cronenbergs, hvilket næsten siger sig selv i betragtning af de næsten 30 års aldersforskel. Mens Cronenberg og hans hold skabte revolutionerende visuelle effekter, der fortsat er blandt noget af det mest ubehagelige visuelle snask, genren har at byde på, skabte Neumann en anderledes nedtonet film. Filmen er i langt højere grad et drama, der udspiller sig mellem mand og kone. Den er fortalt i flashback, hvilket bringer mindelser om film som “Invasion of the Body Snatchers” (1956).
“Help me! Help meeee!“
Der er ingen tvivl om hvilken æra denne film er fra. Skuespillet bærer et teatralsk præg, og er på den måde over the top mange steder. Med det in mente er det et yderst velfungerende drama, der udspiller sig mellem Patricia Owens og David Hedison. Owens får et par enkelte scream queen øjeblikke, der næsten virker malplacerede, men ikke desto mindre er blevet ikoniske. Udover disse øjeblikke gør Owens sig ellers modsat bemærket ved at vise fru. Delambre som mindre hysterisk og usammenhængende, end den måde andre film fra perioden ellers kunne have en tendens til at fremvise kvinder. David Hedison er mere kedsommelig som en stereotyp 50er mand. Blandt gale videnskabsmænd er han muligvis den mindst karismatiske, jeg mindes at have stødt på: En smule excentricitet eller anden form for personlighed ville have klædt ham. Til gengæld er kemien mellem Hedison og Owens overbevisende, hvilket bliver mere og mere tydeligt, efterhånden som de bliver desperate.
“It'd be funny if life wasn't so sacred.”
Filmen er som nævnt fortalt i flashback. I nutiden spiller Vincent Price en vigtig rolle og er som altid en fornøjelse at lade sig underholde af. Filmens effekter er ligesom skuespillet præget af tiden de er lavet i. Der er ingen tvivl om at det er en mand i et kostume, når vi får fluen at se. Netop derfor er valget om at holde blikket stift rettet mod dramaet både smart og styrkende for filmen. Der går lang tid, før “monstret” vises frem, og måden, det gøres på fungerer godt. Man har udnyttet tidens begrænsede teknologi og muligheder på en stærk facon, og det kommer filmen til gode. Her træder David Hedison iført fluedragt også mere i karakter, når han ordløst viser kampen mellem mennesket Delambre og dyret, der er ved at tage over.
“No, Helene and Andre believed in the sacredness of life. They wouldn't harm anything... not even a fly.“
Det er ikke så underligt, at David Cronenberg har kigget på denne version af historien og haft lyst til at bringe det menneskelige drama og transformationen fra menneske til flue tættere sammen for at styrke begge dele. På den måde komplementerer de to versioner hinanden ganske fint, selvom, der i mit sind, ikke er nogen tvivl om at Cronenberg hæver kvaliteterne fra denne film op på et andet niveau i sin overlegne genindspilning. Jeg har i løbet af anmeldelsen taget forbehold for originalens tid og teknologiske begrænsninger, men som historie og drama betragtet er filmen vellykket. Uden at være nervepirrende uhyggelig har filmen alligevel øjeblikke, der virker, når det kommer til at vække ubehag i sin seer. Der er ingen tvivl om, at “The Fly” anno 1958 er værd at se ganske på dens egne præmisser.

Score:

20. dec. 2016

Anmeldelse: Daylight’s End.

Årgang: 2016.
Tagline: "The apocalypse was just the beginning”.
Genre: Apocalyptic, Action, Zombie.
Instruktør: William Kaufman.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: Assault on Precinct 13 (2005), I Am Legend (2007), “Dead Rising” (2015)

“Daylight’s End” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Daylight’s End foregår år efter, at en mystisk sygdom har forvandlet størstedelen af menneskeheden til blodtørstige uhyrer. En af de få overlevende, Rourke, (Johnny Strong) redder en ung kvinde (Chelsea Edmundson), der er en del af en gruppe overlevende under ledelse af den tidligere politimand Frank Hill (Lance Henriksen). Gruppen har barrikaderet sig, men uhyrerne er ved at trænge gennem forsvarsværkerne, og Rourke må komme op med en dristig og farlig plan for at redde deres liv.

En ensom ulv, der blandes ind i en større sags intriger. En gruppe overlevende, der har svært ved at stole på hinanden. Allierede, der må aflives, inden de bliver en del af horden af zombielignende væsner. Der er ikke mange ting i historien her, der ikke er set før. Derfor kunne den godt være spændende. Karaktererne kunne være fængende, filmens action kunne være intens, og billederne kunne være stemningsfulde. Desværre er “Daylight’s End” et middelmådigt bekendtskab. Nogle film tager klicheer og bruger dem på nye og effektive måder, andre kommer med brugen af det velkendte til at minde seeren om andre og bedre filmoplevelser. “Daylight’s End” falder i den sidste kategori.
“Hush little baby don’t say a word...”
“Den ensomme ulv” Rourke giver mig lyst til at se Tom Hardy bryske bud på titelfiguren i “Mad Max: Fury Road” (2015). Intrigerne i blandt de overlevende giver mig lyst til at se “The Walking Dead” (2010), og sådan fortsætter listen. Det er egentlig en skam, for der er lagt arbejde i “Daylight’s End”. Skuespillerne er nedtonede og naturlige i deres præstationer. De fysiske special effects er vellykkede. Filmen mestrer sågar i øjeblikke at opbygge lidt stemning. Hvad den mangler er noget, der er dens eget. Universet og historien om, hvad der har ført til undergangen er med vilje efterladt til det uvisse. Væsnerne har intet særpræg og forbliver generiske zombier. Actionsekvenserne er hektiske men ikke intense eller dragende. De er til gengæld akkompagneret af et halvrocket soundtrack, der ikke tilføjer noget til stilen eller oplevelsen.  
Lance Henriksen dukker op i en mindre men væsentlig rolle. 
“Daylight’s End” er overbefolket. Den introducerer en stor mængde personer, som det aldrig rigtig lykkedes den at skabe interesse i eller sympati for. Det bliver rodet, og ethvert forsøg på at give persongalleriet karakter eller nuancer fortaber sig i kampen for at bringe plottet videre. Det, der kommer til at fylde mest, er fremdriften i historien, det plot som ikke er særlig interessant. Visuelt bliver filmen for dunkel og grå uden kontrasterne til at skabe stil eller et udtryk, der kan give historien liv. Skuespillerne gør som nævnt en indsats for at puste liv i filmen. Ikke mindst legendariske Lance Henriksen gør en indsats og har nærvær i sin præstation. Lige lidt nytter det desværre.
Leader of the pack.
“Daylight’s End” kan med god vilje ses som svarende til en halvsløj bane i “Left 4 Dead”. Vi får glimt af nogle personligheder uden at blive draget ind. Historien og det univers, som den udspiller sig i, er gråt og savner den variation og karisma, det lykkedes “The Walking Dead” at skabe - særligt i sin første sæson. Filmen byder på zombier, action og gore, men desværre har den ikke succes med nogen af delene.

Score

11. nov. 2016

Anmeldelse: The Capsule.

Årgang: 2015
Tagline: "One man. One mission. One choice”
Genre: Sci-fi, Thriller, Drama.
Instruktør: Andrew Martin
Runtime: 91 minutter.
Medie: Streaming. 
Udgiver: Sandrew Metronome.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “2001: A Space Odyssey” (1968), “Gravity” (2013), “The Martian” (2015).

“Capsule” er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Året er 1959. Den kolde krig raser. Et sted udenfor jordens atmosfære er rumfartøjet Hermes i kredsløb. Den eneste passager er den britiske astronaut Guy Taylor (Edmund Kingsley). Taylor vil gerne hjem, men der er noget galt med hans fartøj. Fanget hjælpeløs i rummet blandes Taylor gennem radiokontakt ind i den kolde krigs politiske spændinger, alt imens han er ved at løbe tør for både luft og brændstof.

“Capsule” er oplagt at sammenligne med “Gravity”. Ligesom Sandra Bullock blev efterladt alene i rummet, bliver Edmund Kingsley det også her. Hvor Bullock sprang fra fartøj til fartøj og omgivet af gloriøs CGI bragte publikum helt ud på kanten af sædet, er “Capsule” mere fokuseret på at intensivere sit drama og klaustrofobien. Med få undtagelser viger vi ikke fra den lille kabine, hvor Taylor sidder og forsøger at tage sine beslutninger. I takt med at hans luft rinder ud, bliver han også mere og mere fraværende og får sværere ved at forsøge at løse den tiltagende mængde af problemer, han befinder sig i.
Dette lille rumfartøj bliver et fængsel for astronauten i cockpittet. 
“Capsule” har en stor styrke, i at den tør holde sin historie i så begrænsede omgivelser. Vi bringes med ind i Taylors klaustrofobiske omgivelser ved kun sjældent at se noget, der ikke er enten Taylor eller hans kontrolpanel. Det er selvfølgelig også en begrænsning, der udfordrer rent filmisk. Film som “127 Hours” (2010) viste på beundringsværdig vis, hvordan der kan skabes en visuelt sprudlende film på trods af en meget fastlåst hovedperson. Det kan man savne i “Capsule”. Instruktør Andrew Martin forsøger dog at skabe noget afveksling med brug af lys. I enkelte tilfælde lykkedes det at skabe antydningen af noget næsten psykedelisk, når Taylor nærmer sig kanten af bevidsthed, og grænsen mellem virkelighed og fantasi forplumres. Det er øjeblikke som disse, der er filmens bedste. Edmund Kingsley er altoverskyggende i hovedrollen. Hans ansigt er i billedet i 90% af filmen (måske mere). Kingsley skal præsentere Taylor som en både sympatisk men også karismatisk personlighed, der skal holde seerens interesse fangen i 90 minutter. Dette lykkedes til dels.
Efterhånden som ilten forsvinder, begynder virkeligheden at forplumres. 
Taylor har humor og et stort savn efter sin kæreste Charlotte, som han ser for sig. Kingsley har stor succes med at gøre smerten nærværende. Men lidt for hurtigt kommer han til at virke lidt for hjælpeløs. Det er meget muligt, at han ikke kan gøre noget af rent tekniske årsager, men filmen giver ikke et klart indtryk af, at han har nogen klar fornemmelse af, hvad han laver før sent i historien. Da det endelig sker, er han så langt væk grundet den manglende luft, at han alligevel ikke kan præstere optimalt. Filmen inddrager den kolde krig i sin fortælling og forsøger at bruge dette historiske bagtæppe, som en spændingsfaktor. Den del lykkedes aldrig rigtig. Filmen er interessant og dragende, når fokus er på Taylor selv og hans indre kamp for ikke at miste håbet. I den forbindelse bliver den historiske kontekst mindre fængende. Taylor kommer i kontakt med flere forskellige mennesker på landjorden i forsøget på at genvinde kontakten til sit hjemland. Den ene er mere mistænksom end den anden, og det bliver meget hurtigt ensartet, og filmen taber pusten.
Udover denne film har Edmund Kingsley haft mindre roller i “Hugo” (2011) og tv-serien “Jekyll & Hyde”.
Det havde klædt “Capsule” at turde holde fast i den smerte, frygt og ensomhed, som hovedpersonen gennemgår. Filmen går langt i den sammenhæng, men har en bagvedliggende politisk historie, som overtager og gør den mere enfoldig. “Capsule” er ikke en ny “Gravity” men en mere dvælende oplevelse, der, når den er bedst, giver os et fascinerende blik på et menneske, der er mere alene, end de fleste har prøvet at være det. Edmund Kingsley giver et stedvist smerteligt portræt af en mand, der er ved at gå til af både de fysiske og psykiske omstændigheder. En mand der langsomt fortæres af desperation og længsel efter sit hjem.

Score:

24. okt. 2016

Nyhed: Revenge of Planet X.

Jakob Stegelmann og Christian Volfing har længe ventet på muligheden for at bringe de klassiske B-film fra Planet X tilbage. Nu sker det i levende live på filmfestivalen CPH PIX.
'Revenge of Planet X' er et overflødighedshorn af klip, trailere, tegnefilm, propaganda og sammendrag af oversete genistreger fra filmkunstens yderste kroge, serveret af Stegelmann og Volfing selv med lige dele begejstring, beundring og bad taste. For det leveres med den klare advarsel, at live-programmet kan give alvorlige skader på publikums tillærte "gode" smag. Enkelte har aldrig kunnet se normale film igen! Så tag hornbrillerne på, medbring nysgerrigheden og gør dig klar til at opleve de rystende og epokegørende filmstrimler live on stage.

Praktisk information:
Revenge of Planet X
Edison, Edisonsvej 10, Frederiksberg
7. november kl. 20.00
Billet: 100 kr.
Link til begivenheden

18. okt. 2016

Anmeldelse: Blair Witch.

Årgang: 2016.
Tagline: "There's something evil hiding in the woods.”
Genre: Horror, Found footage.
Instruktør: Adam Wingard.
Runtime: 89 minutter.
Medie: Biograf .
Udgiver: Lionsgate.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: “The Blair Witch Project” (1999), Lake Mungo (2008) “The Last Exorcism” (2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

James (James Allen McCune) mistede sin søster Heather, da hun drog ud for at undersøge legenden om Blair heksen. Da optagelser fra Heathers kamera dukker op på YouTube, beslutter James at tage ud at lede efter hende. Sammen med en gruppe af sine venner, får han kontakt med folkene, der har uploadet videoen. Bevæbnet med mængdevis af kameraer og anden moderne teknologi, begiver gruppen sig af sted for at finde James’ søster fuldstændig overbevist om, at der ikke gemmer sig nogen sandhed i myten om heksen i skoven.
Vi har lejrbål her!
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er stor fan af den første film i denne franchise. Filmen fra ‘99 brillerede med sin markedsføring, men selv ved gentagne kig, formår filmen ikke for alvor at blive skræmmende. Derfor finder jeg mig i den sære situation, at jeg foretrækker dette nye indslag i franchisen. Ikke fordi “Blair Witch” er nogen mesterlig film, men fordi den i højere grad end originalen byder på nogle personligheder, som jeg i et eller andet omfang bliver investerede i, og fordi den eskalerer sin uhygge trinvist. Min helt store anke i forhold til originalen er, at den giver nogle enkelte øjeblikke, hvor uhyggen bliver bygget op, men at det først er i de sidste få minutter, der for alvor sker en eskalering. Krydret med endeløse sekvenser med diskussioner om kort, der er blevet væk, og hvem der nu er mest urimelig, bliver filmen en langsommelig og decideret tung affære at komme igennem.
Øst? Nord? Er det ikke den vej?....Eller?
“Blair Witch” har et væsentligt større persongalleri end originalen, og det består af nogle mere dragende dynamikker. Filmen har humoristiske øjeblikke fra start, og det gør den langt mere fængende i sit udgangspunkt. Der er desuden spændende ting på spil mellem gruppen, vi følger og de to lokale, som skal hjælpe gruppen med at finde ud til skoven. Det skaber spændinger, som tager fokus væk fra at den egentlige skurk, som selvfølgelig er det overnaturlige væsen, der gemmer sig i skoven. Hende ser vi i øvrigt også mere til her både i fysisk form og gennem de kræfter, hun besidder. Det overnaturlige er prominent, og en af filmens styrker er fornemmelsen af, at heksens ondskab arbejder på flere niveauer på samme tid. Karaktererne er fængende, men på typisk gyserfilms maner også dumme i nogle af deres beslutninger, og som filmen skrider frem, foretager de trinvist ringere valg, der ikke giver mening i forhold til, hvad vi har lært om dem.
En forfærdelig omgang træ-origami.
Instruktør Adam Wingard har bygget sig et navn i branchen og er ikke uden talent. Den håndholdte stil er ham ikke ukendt. Hans tidligere film “A Horrible Way to Die” (2010) er også filmet håndholdt og shaky. Wingard formår at få nogle interessante og filmiske billeder ind, den grove stil til trods. Det gør sig også gældende i “Blair Witch”, som har et upoleret udtryk uden at være grim på samme måde, som man havde gjort sig umage for at gøre den første det. Fans af den første film vil måske savne den rå autentiske fornemmelse, der fulgte med de grovkornede billeder, men selv sætter jeg pris på det mere filmiske og indbydende look. Samtidig er det realistiske præg ikke forsvundet. “Blair Witch” får med sine pludselig skift af vinkler og abrupt afbrudte sekvenser et nærmest dokumentarisk look. DV-kameraerne, som første film blev lavet med, gives en lille hyldest, da øjeblikke igennem filmen, er optaget med netop den type kameraer.
Den lokale Vej- og Parkafdelingen kunne godt gøre lidt mere ud af skiltningen.
Hvor “The Blair Witch Project” leverede for lidt på sine gys, leverer “Blair Witch” lidt for meget eller forkert i form af for mange random chokeffekter. Filmen er proppet med de trættende øjeblikke, hvor personerne chokerer hinanden på kryds og tværs uden, at det har været deres mål. De billigst købte chokeffekter er dem, der ikke er bygget op eller giver mening. Dem får vi for mange af i “Blair Witch”, og de kommer på bekostning af stemningsopbygning og gys, der rammer på det dybere, ubehagelige plan, hvor det for alvor gør ondt. Først ved filmens afsluttende del, rammes dette niveau. Følelserne bliver mere intense for menneskene på skærmen, og de situationer, de bringes i, bliver ubehagelige at overvære. Ikke fordi de er chokerende, men fordi de er ubehagelige og angstfyldte. Det er her, at filmen for alvor trumfer, og den spreder det over længere tid, end det var tilfældet i originalen.
Reach out and touch faith!
“Blair Witch” er ikke det fænomen “The Blair Witch Project” blev. Den ligner andre found footage film, og den lægger sig i forlængelse af mængdevis af moderne gysere, som frygter at miste publikums opmærksomhed, hvis ikke der er nok chokeffekter. Effektive øjeblikke, vellykkede ubehageligheder og solidt håndværk er filmen ikke desto mindre i besiddelse af. Et af heksens tricks er at henlægge skoven i evigt nattemørke. Hun roder med tid og rum, indtil ingen ved, om der er gået timer eller dage... og hvis du giver hende chancen for at vise dig sine tricks, slipper du aldrig ud igen.

Score:

9. okt. 2016

Top 10: For børn og barnlige sjæle.

Kan dit sind og din krop ikke tage mere tortur i form af Disney Sjov, X-factor, eller Niels Olsen som fjollet Far til fire? Brækker du dig hvis du skal tvinges til at se, bare et afsnit mere af Glee? Begynder du at koldsvede, når junior får fat i fjernbetjeningen, og forventningsfuldt sætter kurs mod Ramasjang? Hvorfor så ikke prøve at udsætte junior for noget moviebox-magi, fra dengang far var ung (eller mor for den sags skyld)? Her får du 10 film, som både vil underholde dig og dit afkom - det håber vi i hvert fald. Filmene er mest til de lidt større børn og andre barnlige sjæle - og vi fralægger os ethvert ansvar for mareridt, gråd og natteroderi...både fra dig og ungerne. Og ja, der er mange flere - men lur mig om der ikke kommer en part 2.

* Husk at du kan se en komplet oversigt over Top 10 listerne ved at klikke her.

10: Killer Clowns From Outer Space (1988).
På trods af den mildest talt idiotiske præmis som filmens titel varsler, så byder Killer Klowns from Outer Space faktisk på nogle rigtig uhyggelige scener. Især for en ikke helt færdigudviklet hjerne. Nogen menneskeædende rumvæsenser har maskeret sig som en flok groteske klovne, og deres rumskib som et stort cirkustelt. Men det er altså ikke det årlige Cirkus Stå-På-Hænder der er kommet til byen...det er noget helt andet. De besynderlige karikaturklovne går hurtigt på rov i den lille landsby, og det går ikke stille af sig skulle jeg hilse og sige. Stephen Chiodos horror-komedie er af den sorteste slags, og filmen er spækket med vanvittige påfund, humor, originalitet og nogle fantastiske old school specialeffekter.
Killer Klowns From Outer Space (1988).
9: Legend (1985).
En visuelt flot eventyrfilm, der dog har sine skønhedsfejl. Man kan f.eks pege fingre af den lidt gumpetunge kærlighedshistorie, og den til tider uskarpe dialog, men det ændrer ikke på, at filmen sprudler af sværd og trolddom. Historien, som udspiller sig i en tidløs mytisk skov som bebos af feer, nisser, enhjørninger og dødelige, handler om den mystiske skovbo Jack (Tom Cruise), som af skæbnen er udset til at udføre en heltegerning. Han skal redde den smukke prinsesse Lily (Mia Sara) og besejre mørkets onde fyrste, Darkness, for ellers kastes verden ud i en evig istid. Det tryllebindende univers, er spækket med detaljer og helt vanvittigt veludførte special-effekter, i form af animatronics, dukker og makeup. Makeuppen og de praktiske effekter er ren magi. En uigenkendelig Tim Curry er filmens helt store tilløbstykke som mørkets fyrste ham selv, og det er ingen ringere end Ridley Scott der står bag kameraet.
Legend (1985).
8: The Witches (1990).
Den forældreløse Luke tilbringer en badeferie sammen med sin norske bedstemor. På deres hotel viser der sig samtidig at være en konference for hekse. Luke erfarer, at heksene har planer om at forvandle alle børn i England til mus. Jeg så The Witches da jeg var 10 år gammel, og der er stadig et par scener fra denne film der sidder dybt i mig - men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Jim Henson stod for effekterne, og det er dem jeg henviser til... Filmen disker altså - udover nogle labre 90'er effekter - også op med en ondskabsfuld og yderst veloplagt Anjelica Huston, i rollen som über-heksen. En skarp fantasy-komedie, med nogle enkelte rigtig uhyggelige scener for de små poder - især når man nærmer sig slutningen. Snup også bogen af Roald Dahl nu I er igang.
The Witches (1990).
7: The Monster Squad (1987).
Fred Dekkers genopliver de klassiske universal-monstre i hans gyser fra 1987. En gruppe børn danner en klub til ære for deres gamle monster-helte, og de får deres livs chok, da disse træder ind ad døren. I filmen, som fik den danske titel "Min bedste ven, Frankenstein", får du både Dracula, Wolfman, Gillman, Mumien, Frankenstein og Van Helsing - pakket ned i én stor og fin pakke, på små 82 minutter. Filmen blev klippet 13 minutter af studiet, og det kan til tider mærkes i form af plothuller hist og her. The Monster Squad er en hyldest til den barnlige fantasi og vil uden tvivl fylde dig med nostalgisk glæde, samtidig med at den vil tryllebinde ungerne til skærmen.
The Monster Squad (1987).
6: Goonies (1985).
En lille havneby er ved at lukke ned. Opkøbt, udstødt og sendt til tælling, skal byen bygges om til golfbane. En lille flok af byens børn finder et skattekort, og snart er ungerne på en vild skattejagt, med hårdkogte forbrydere i hælene. Richard Donners komedie er ofte en tand for fjollet, men alligevel formår The Goonies, at underholde børn og voksne i alle aldre. Et sjovt og energifyldt eventyr, der holder tempoet gennem samfulde to timer, men som alligevel falder lidt i kurven fyldt med klichéer. Filmen bliver reddet af en sjov sammensætning af skuespillere, der alle formår at bidrage med hver deres overkarrikerede figur. Den skønne Anne Ramsey skuffer heller ikke i sin glansrolle som sur, tvær og hidsig forbryderboss.
Goonies (1985).
5: Beetlejuice (1988).
Hvad gør et par yuppie spøgelser, når deres yndige hus i New England invaderes af new-age-newyorkere? De hyrer en freelance "bio-eksorcist", til at skræmme de ubudne gæster væk. Men det går slet ikke som nogen af parterne havde forestillet sig. Beetlejuice er Tim Burton når Tim Burton er allerbedst - og så er han altså rigtig god. Der er fuld knald på den sorte humor, og fantasien får frit løb i hans feberdrøm af en gyser-komedie fra 1988. Michael Keaton er i hopla som bio-eksorcisten Betelgeuse (ja, det hedder han altså), og de smarte bemærkninger og kølige comebacks bliver skudt ud af ærmet, med en forrygende sans for komisk timing, og glimt i øjet. Keatons præstation landede ham også rollen i Tim Burtons Batman året efter, men det er en helt anden snak.
Beetlejuice (1988).
4: Stand By Me (1986).
Stephens Kings `The Body`, filmatiseret af ingen ringere end Rob Reiner. En historie om venskab, virkeligheden og de sidste øjeblikke før man bliver voksen. Da fire venner får nys om et lig i skoven, begiver de sig ud på deres livs eventyr. Missionen er klar. De fire venner vil finde den døde dreng, og blive verdensberømte i den lokale by, for deres makabre fund. Filmen er en rendyrket klassiker med en fantastisk rolleliste, hvor ikke mindst River Phoenix tager stikket hjem. Filmen er særdeles velegnet til lidt større børn, hvor den tematisk stadig holder vand. En sød, stille og eftertænksom film, der bestemt også er et gensyn værd.
Stand By Me (1986).
3: Fright Night (1985).
Instruktør Tom Holland formår på helt mesterlig vis, at blande gys og komik i hans vampyrfilm Fright Night fra 1985. Utallige håbløse forsøg vidner om, at dette er en yderst besværlig bedrift... Fright Night udkom herhjemme under titlen Gysertimen, og minder på mange måder om et langt og vellykket afsnit af Tales from the Crypt - både i henhold til tegneserien og TV-serien. Roddy McDowall er forrygende som Peter Vincent, og det samme kan siges om Chris Sarandon som den mystiske vampyr Jerry Dandrige. De gamle praktiske special-effekter står nærmest i kø for at vise sig frem. Du skal være opmærksom på, at filmen på trods af sin fine komik og til tider helt uskyldige fremtoning, stadig byder på scener af ægte og ufortyndet gys og gru.
Fright Night (1985).
2: Ghostbusters (1984).
En film der forhåbentligt ikke behøver den store præsentation, for mon ikke du kender den i forvejen? Junior plager sikkert om at I skal se det nye remake, og fair nok - men ikke et sekund før at afkommet har set originalen! Bill Murray, Dan Aykroyd, Harold Ramis og Rick Moranis slås med iværksætterdrømme og spøgelser i Ivan Reitmans klassikker fra 1984. Kemien slår gnister imellem castet - der er jokes til højre og venstre, og filmen er spækket med lækker monster-action fra start til slut. Filmen fik en forsættelse i 1989, og den er ikke på samme niveau - men se den bare alligevel. Ghostbusters er på alle måder en helt genial film. Så se den, se den alene, med dine børn, med dine forældre, se den med whatever - bare at du ser den (igen).
Ghostbusters (1984).
1: Gremlins (1984).
Hvis man vil have et kæledyr, bør man kende reglerne. Gør man ikke det, så vanker der tæsk, død og ødelæggelse. Joe Dantes første familiefilm, skrevet af Chris Columbus, er i den grad den upædagogiske udgave af den kæledyrssnak, som alle forældre må igennem. Den løse stemning og de fjollede Gremlins, er en genial opskrift på en god familieaften, til trods for et par uhyggelige scener. Det er heldigvis sjov og ballade det hele, så ingen får mareridt – måske lige undtagen dem, der med sikkerhed ved at Phoebe Cates ikke er en god skuespiller. Gudskelov er hun ikke med i særlig mange scener, men til gengæld er der masser af sjov og ballade med Gizmo og de drillesyge Gremlins, der nær splitter hele byen ad. Et absolut must, hvis man gerne vil tage sine børn en tur i tidsmaskinen, for Gremlins har det hele.
Gremlins (1984).

28. sep. 2016

Anmeldelse: The Pack.

Årgang: 2015.
Tagline: "No bark. All Bite.” 
Genre: Animal Attack, Horror, Home Invasion.
Instruktør: Nick Robertson
Runtime: 90 minutter.
Medie: Streaming. 
Udgiver: Sandrew Metronome.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: The Birds” (1963), Jaws” (1975), Cujo” (1983), The Breed (2006).

“The Pack” er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En gruppe vilde hunde er løbet løbsk. Familien Wilson er i forvejen hårdt trængte og forsøges lagt under pres for at sælge deres landsted. Vildhundene får snart færten af den lille familie, som bliver fanger i deres eget hjem. Familien tvinges til at kæmpe for deres liv og slås sammen for at fordrive bæsterne.

Der er en retrobølge i disse dage. Den koncentrerer sig særligt om ‘80erne, dens ofte elektroniske soundtracks og dens virkemidler. Det er en bølge, der har bevæget sig gennem undergrunden og er slået igennem til et bredere publikum bl.a. med Netflix-serien “Stranger Things” (2016). Men også i filmenes univers kigges der bagud, hvilket bl.a. har kunnet ses med film som “It Follows” (2014), der dyrkede en atmosfære, som lignede den John Carpenter opnåede i “The Thing” (1982). “The Pack” skriver sig ind i denne bagudskuende (i ordets mest positive forstand) bølge på flere måder. Først og fremmest er filmen et remake af “De blodtørstige” (1977). Derudover kan filmen betegnes som en animal revenge film - en film hvor dyr af den ene eller anden slags går til angreb på mennesker. Disse film havde deres storhedstid i kølvandet på “Jaws” (1975), og selvom de stadig dukker op, er det sjældent at se et forsøg så alvorligt som “The Pack”.
“All bite” indeed.
“The Pack” er et oprigtigt forsøg på at lave en skræmmende film. Den er med andre ord mere “Cujo” (1983) end “Sharknado” (2013). Skaberne bruger klassiske greb for at skræmme sit publikum. I stedet for at gribe til computerskabte effekter, klarer filmen sig med nogle veltrænede hunde, klipning og ikke mindst ved at skjule bæsterne i mørket. Skuespillerne er dygtige, særligt Anna Lise Phillips, der spiller mor Carla. Der er et fint øjeblik i filmen, hvor hendes mand kommer spænende ind ad hoveddøren og smækker den i efter sig, hvilket Carla reagerer på ved at smile uforstående, næsten som om hun forestiller sig, at det er en spøg. Det er et meget menneskeligt øjeblik, og virker langt mere ægte, end hvis hun blot var gået i øjeblikkelig panik. Manuskriptet kan ikke altid leve op til sine skuespilleres fine indlevelse. Særligt replikkerne kan være klicheprægede og fremstå flade. Heldigvis foregår filmen i en stor del af sin spilletid i stilhed, når familien sniger sig rundt og forsøger at undgå de indtrængende kræ.
Carla holder lige en kort pause...
I historiens begyndelse præsenteres familiens landsted som et meget smukt sted. Vi ser billeder af det yngste barn, der leger med sin hund under den store åbne himmel og på tværs af de endeløse vidder. For det lille barn er stedet et eventyrland, mens storesøster opfatter stedet som et fængsel, fordi det er så langt fra byen og livet. For forældrene har landstedet været et fristed: En måde for dem at leve livet, sådan som de syntes det skulle leves, og alt dette er nu truet. Først af økonomiske årsager og senere af de vilde hunde, der gør dem til fanger i deres eget hjem. “The Pack” udvikler sig på den måde nærmest til en home invasion film, og det fungerer overraskende godt for den. Selvom de mange vilde hunde, aldrig rigtig bliver skræmmende nok til, at filmen kryber under huden på mig. Historien bevæger sig fremad på en måde, der næppe vil overraske nogen og det er dens største svaghed.
En anden af filmens flere sjove taglines: “Sit, roll over, play dead.”
“The Pack” er klassisk gys. Den gemmer sine “monstre” i skyggerne og viser dem ofte først, når angrebet er nært forestående. Når de går til angreb, bliver filmen bidsk som dyrene selv. Klipningen bliver intens, og oplevelsen bliver blodig, lynhurtig og brutal. “The Pack” er solidt produceret, og tager sig selv og genren alvorligt. Den ligner i høj grad noget, mange vil have set før, men hvis du er i humør til en koncentreret dosis klassisk gys - og ikke er alt for sart over for dyr, der slår og bliver slået ihjel på film - er “The Pack” måske noget for dig.

Score:

18. sep. 2016

Anmeldelse: He never Died.

”He Never Died”
Årgang: 2015.
Tagline: "It’s Hard To Live When You Can’t Die".
Genre: Komedie, Drama, Thriller.
Instruktør: Jason Krawczyk.
Runtime: 99 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: ”Rubber” (2010) , ”Warm Bodies” (2013).

"He Never Died" er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen. 

Den tilbagetrukne Jack lever et stille liv. Han sover, spiser på den lokale diner og spiller lidt bingo i den lokale kirke. Han kræver ikke meget af livet, så længe livet ikke kræver meget af ham. Den stille tilværelse ændrer sig dog dramatisk, da Jack pludselig står ansigt til ansigt med en voksen datter, som han ikke anede eksisterede. Med et apatisk forhold til familieforøgelsen, bliver Jack trods alt kastede ud i nye udfordringer, da datterens tilstedeværelse kaster skygger til Jacks fortid.
Rollins i en hovedrolle som tør og stille mand? BINGO!
”He Never Died” starter, som tydeligt beskrevet ovenfor, meget stille ud, men har et stærkt andet akt, hvor tingene udvikler sig dramatisk. Det er derfor ganske vigtigt, at undgå for meget tekst om selv handlingen, da den helst ikke skal spoiles overhovedet. Det undlader jeg så, men må indrømme, at den langsomme opbygning af et i forvejen lidt trist og genbrugt plot, absolut ikke hjælper på bedømmelsen af filmen. Instruktør Jason Krawczyk bygger historien om på en allerede kendt historie, der ret tidligt i filmen bliver tydelig for enhver. Derfor kan de lange opbyggende scener, ikke rigtig bære de mange løfter om snarlig skred i handling, som så ikke kommer før et godt stykke ind i filmen.
Det er bare et snitsår.
Når blodet slå flyder. Når volden tager til. Når Henry Rollins i rollen som Jack endelig får lov at tabe sutten – ja, så bliver det godt. Rigtig godt endda. Rollins formår at udvikle sin figur i takt med, at Jacks rigtige identitet bliver afsløret, og han gør det så godt, at man sagtens kan anbefale ”He Never Died” på baggrund af Rollins alene. Det er nemlig helt sublimt, når volden tager over, og Rollins med nærmest komisk karakter går fra den ene slåskamp til den anden. Selvsamme komik er en konstant linedans mellem plat og velfungerende, hvor sidstnævnte vinder for de fleste tilfælde. For vi har med en en komedie at gøre her – uanset hvor meget man prøver at dreje på knapperne for dramaet, som altid ender med at virke fladt og ugideligt. Man tænker tit, at ikke engang instruktøren rigtig troede på den dramatiske del af filmen, og derfor fungerer de komisk frivillige scener da også bedst. De tørre sætninger fra Rollins kombineret med et fuldkommen bizart take på blod, lidt splat og ultrakorte slåskampe er rigtig underholdende, fordi de netop ikke er særlig selvhøjtidelige.
I tredje og sidste akt, prøver man alligevel at etablere en form for drama, der gudskelov aldrig bliver særlig vellykket. Det er nemlig slet ikke underholdende, når ”He Never Died” prøver at moralisere – også selv om det kun er i få øjeblikke af en slutning, som ellers er en smuk afrunding af en film, der heldigvis ikke prøver meget andet end at underholde med en blanding af afstumpet adfærd og tør humor leveret af en knastør Henry Rollins.
Sådan går det, når man bider negle, børn.
Man kan sikker sige meget grimt om denne type film, der blander komedie med vold og blod, og i tilfælde som eksempelvis ”Warm Bodies” er det også berettiget, da man aldrig må søge humoren så meget, at det simpelthen ikke er sjovt længere. Den fælde falder ”He Never Died” aldrig i, for filmens største styrke (humoren) er i bund og grund, at man ikke prøver at presse jokes eller platte one-liners ind i hver eneste scene.
Har man lyst til at blive underholdt i halvanden time, af en film, der aldrig prøver at være mere end den er, aldrig falder i de mange fælder, som genren ellers byder på – eller generelt ikke prøver at være enormt nyskabende, så kan man med fordel hygge sig med Rollins og ”He Never Died”. Overlever man de første tyve minutter, bliver man belønnet med en god time med blod, tæsk og Henry Rollins.

Score:

5. sep. 2016

Anmeldelse: The Shallows.

Årgang: 2016.
Tagline: "What was once in the deep is now in the shallows”
Genre: Thriller, Horror, Sharksploitation.
Instruktør: Jaume Collet-Serra.
Runtime: 86 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.  
Se trailer her.
Se også: “Jaws” (1975), “Open Water” (2003), The Reef(2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Efter tabet af sin mor, rejser Nancy (Blake Lively) omkring og er nu kommet til Mexico, hvor hun finder den hemmelige strand, hendes mor plejede at surfe ud fra. Nancy er selv surfer, men da hun vil fange en bølge, er der i stedet noget, der fanger hende. Snart ligger hun alene 200 meter fra land på liget af en hval, mens en enorm haj langsomt cirkler omkring hende.
Vandet er alt, alt for koldt!
Gyserfilm med hajer kan meget hurtigt blive fjollede. Det er bevist igen og igen. I de seneste to opfølgere til monsterhittet “Jaws” (1975), i den klodsede “Deep Blue Sea” og ikke mindst i den latterlige “Sharknado” (2013) franchise. Hajer bliver pludselig til brølende, dårligt animerede og alt for intelligente væsner, der ikke bare tørster efter blod, men også har personlige beefs med enker af tidligere ofre. Det er ganske enkelt stærkt problematisk at lave en gyserfilm med disse væsner og samtidig tage sig selv alvorligt. Med en meget nedtonet og nærmest dokumentarisk stil, lykkedes det i 2003 Chris Kentis at lave en dramatisk og vellykket underspillet film med “Open Water” og i 2016 lykkedes det nu Jaume Collet-Serra på sin vis at gøre Kentis kunsten efter omend på en måde, der i langt højere grad ligner traditionelt gys.
Hvad ville du tage med på en øde ø? En måge, åbenbart.
Steven Spielberg måtte af praktiske årsager holde igen med at vise hajen i “Jaws”. Det store mekaniske bæst virkede ganske enkelt ikke altid, når det skulle. Det viste sig dog at være Spielbergs store held, da det netop er fraværet af monstrummet, der gør, at hans film fortsat er en skræmmende filmoplevelse. Det, et utroligt karaktergalleri og et par andre tricks, men det er en helt anden snak. I 2016 er de tekniske begrænsninger mindre. Det er ikke nødvendigt at slæbe en fysisk fremstillet hajdukke med ud på optagelserne. Det hele kan i stedet ordnes på en computer. I 2016 har en film som denne friere hænder, og derfor kunne den have gået alt for langt med vilde stunts, monsteret kunne blive sat til at udføre. I stedet har man helt tydeligt trukket på Spielbergs succes og bortset fra nogle enkelte tilfælde, holdes der igen. Ofte er monstret en lurende fare i afstanden eller skræmmer netop ved, at seeren desperat afsøger skærmen efter en skygge eller en finne uden at finde noget. “The Shallows” lykkedes på den måde med at opbygge sit monster. Den lykkedes sågar også med et par mere eksplicitte billeder, hvor hajen er både frygtindgydende og virkelighedstro. Så er der selvfølgelig også et par øjeblikke, hvor det tager overhånd, men de er heldigvis få.
Som Brody ville sige; "Smile, you son of a BITCH!"
Det kunne alt sammen være lige meget, hvis ikke det var for Blake Livelys overbevisende præstation i den bærende hovedrolle. Lively præsterer at være stærk samtidig med, at hun er følelsesfuld filmen igennem. Hun har en personlighed og er ikke bare en klassisk kvinde i fare. I betragtning af, at hendes medspillere i størstedelen af filmen er en måge og en animeret haj, er det hendes drive, der skal bringe filmen videre på en måde, der ikke er for klichefyldt eller hjælpeløst ulogisk. Anthony Jaswinski, som står filmens manuskript, lykkedes med at skabe fremdrift uden, at det virker forceret for spændingens skyld eller modsat bliver kedsommeligt og langmodigt. Filmen går ikke i stå og kunne sågar have båret at turde dvæle en smule mere ved den lurende haj, der dukker op i baggrunden eller uden for hovedpersonens synsfelt. I stedet har man fokuseret på dyrets fart, hvilket også tilføjer stor effektivitet til visse scener, men som ikke behøvede at udelukke flere øjeblikke til gruen ved, når dyret ikke angriber. Et par ekstra scener af lidt mere snigende art kunne snildt have kommet på bekostningen af de surf-sekvenser, som filmen ved sin begyndelse hænger lidt for længe ved - tilsyneladende fordi man ønsker at understrege den oplagte sandhed, at Blake Lively er en smuk kvinde.
Godbid i farvandet.
“The Shallows” lander ret perfekt på en spilletid lige omkring halvanden time, hvilket er med til at gøre den til et veldrejet stykke gys. Blake Lively løfter rollen som tough men ikke uskadelig heltinde med mere end bare livet på spil. Gyset i “The Shallows” glider vellykket mellem det stille truende og det brutalt offensive. Filmen selv bliver som et dyr, lurende i vandet. Vi ved ikke, hvor det er men blot, at vi snart vil blive grebet om fødderne af dets stærke tænder og revet med ned på bunden. Og skønt vi gentagne gange når overfladen for at få luft, er håbløsheden åbenbar. Vi ved, at den snart atter vil gribe os og endegyldigt trække os med ned i mørket. Et koncentreret skud horror og spænding, der går lige i årene på dig, der aldrig helt er kommet dig over frygten, for den lurende djævel med de mange tænder og stærke kæber.

Score





* Fik du at læst anmeldelserne i vores Shark Week - ellers gør det her.