15. jan. 2016

Anmeldelse: Without Warning.

Årgang: 1980
Tagline: "The alien terror is here on earth.”
Genre: Sci-fi, Horror.
Instruktør: Greydon Clark.
Runtime: 89 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på
IMDB.
Se trailer her.


“Without Warning” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I den amerikanske vildmark kan ingen længere føle sig sikker. Flyvende kæmpe-flåter er begyndt at angribe de mennesker, der trods advarsler fortsat camperer i skovene. To unge slipper med nød og næppe med livet i behold, men opdager snart, at de blodsugende væsner i virkeligheden er organiske våben tilhørende noget større, æklere og langt farligere – et enormt rovdyr fra det ydre rum på jagt efter menneskelige trofæer...
“Without Warning” er ikke en god film. Ikke i ordets egentlige betydning. Det er en film om dræberflåter fra det ydre rum. Baseret på den beskrivelse er jeg sikker på, at de fleste ganske hurtigt vil kunne afgøre, om det er en film for dem eller ej. Filmen har et lavt budget, ringe effekter og skuespillet er i bedste fald mangelfuldt. Betyder det, at filmen ikke er værd at se? Nej da! Det er netop b-films kvaliteterne, man hungrer efter, hvis man hiver en film som "Without Warning" ned fra hylden. En film der fremstår, som var den skabt ud fra en devise om, at det der med at lave film da ikke kan være så svært. Der er ikke ironiseret eller på anden vis lagt lag ned i den her film, den ér ganske enkelt bare.
Enkelte fornuftigt udførte effekter bliver det til.
Når man lytter til instruktør Greydon Clark fortælle om sin tilgang til film, er der noget næsten barnligt (i ordets bedste betydning) over hans passion for mediet. Det er også, hvad der skinner igennem, når man ser “Without Warning”. Der er noget drenget over film som denne her. Dét i en sådan grad, at man næsten kan høre et barn fortælle en nedkogt version af filmens historie, når man ser de bizarre begivenheder udspille sig på skærmen. Det kommer også til udtryk i filmens dramatik, som lader til at have to indstillinger: Fuldt smæk og ingenting. Når filmen giver tid til at dens personer skal tale sammen, går den i stå, indtil den næste flåt-frisbee kommer flyvende gennem luften og igen sætter gang i de balstyriske løjer. 
Sådan ser flåter ud i rummet!
Blodsprøjt er der til gengæld nok af. Effektmagernes tricks er gennemskuelige. Alligevel ser det, når lyset rammer rigtigt, stadig bedre ud end det computergenererede splat, vi alt for ofte spises af med i de senere år - plus vi får fornøjelsen af at se et rumvæsen: Sådan et rigtigt rumvæsen med et overdimensioneret blåt hoved. Her er ikke noget med grundige biologiske overvejelser om, hvordan sådan et væsen ville være udformet men bare en god gammeldags mand i en dragt, der tilbringer det meste af sin tid på skærmen med blot at stå; han får dog også kastet med et par flåt-frisbees. Mange vil kende Martin Landau fra sin rolle som Bela Lugosi i “Ed Wood” (1994). I denne film udviser han ikke samme fine fingerspidsfornemmelser for skuespilfagets finere nuancer. Landau overspiller eftertrykkeligt og gloriøst. Det gør han over for Jack Palance, der har besluttet sig for at være cool i den her film, koste hvad det vil! Faktisk er han så cool, at han på mystisk vis er den eneste, der har fået den lyse idé at fjerne flåterne, når de vil til at suge hans blod.
 “No Chance... No Help... No Escape!”
Mit udgangspunkt er, at den her film skal dræbe en halvanden times tid. Til den opgave er den tilforladelig. Der sker tilpas mange særprægede og overgearede ting på både skuespils- og historiefronten til, at det ikke bliver kedsommeligt. I det mindste ikke for alvor. Det, der sker på skærmen, er ganske enkelt så dumt, at det er vidunderligt. Bær over med karakteren, for i bund og grund ved du allerede, om du vil kunne lide den her film.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar