Anmeldelse: 10 Cloverfield Lane.

Årgang: 2016.
Tagline: "Monsters come in many forms."
Genre: Drama, Horror, Thriller.
Instruktør: Dan Trachtenberg.
Runtime: 104 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Panic Room” (2002), ”Cloverfield” (2008), ”The Divide” (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der er gået otte år, siden instruktør Matt Reeves med ”Cloverfield” rev stolen væk under de af os, der ikke havde tabt interessen for found footage helt og holdent. Siden da er genren gået full retard med found footage, og der skal efterhånden noget exceptionelt til at gøre found footage en smule interessant. Derfor havde jeg nul forventninger til, at vi nu skulle tilbage til ”Cloverfield”, da bomben blev smidt om en fortsættelse kort tid før filmens premiere. Ængstelsen blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg blev gjort bekendt med, at vi denne gang havde med en psykologisk thriller at gøre – og at found footage var blevet sparket til hjørne. Nu hvor jeg har set ”10 Cloverfield Lane” skal kassen gøres op – og der mangler alligevel lidt småpenge for at få regnskabet til at stemme.

Der sidder noget i loftet! Sid helt stille!

10 Cloverfield Lane er historien om den unge kvinde Michelle, der efter et brud med kæresten, kører galt på en mørk og øde landevej. Hun vågner op i bedste ”Saw” stil – bundet til sin seng i et rum uden vinduer. Snart opdager hun, at hun ikke på nogen måde er blevet bortført, men i stedet reddet af den tidligere CIA mand Howard, der sammen med en bizar type ved navn Emmett har bygget en beskyttelseskælder. En kælder der er selvforsynende, fuldt udstyret og klar til dommedag, der åbenbart har banket på døren, da Michelle lå bevidstløs efter sit uheld. Snart skal det vise sig, at Howard mangler mere end et par klør i det mentale kortspil, og at Emmett og Michelle måske i virkeligheden er fanget i en syg mands illusion af virkeligheden. Eller er de?

Bare rolig! Det er en level 1 Pikachu!

Der er skruet helt op for intensiteten på ”10 Cloverfield Lane”. Den bærer sit publikum på skuldre, der ind imellem bliver så smalle, at man næsten ønsker hovedpersonerne døde og borte, men ikke desto mindre er intensitet nøgleordet for instrutør Dan Trachtenbergs debutfilm på det store lærred. Man skal ikke særlig langt ind i løjerne, før man bliver en smule træt af, at eneste plotpunkt som sådan er, hvorvidt Howard er fuld af løgn – eller om den verden vi kender virkelig har været udsat for et kemisk angreb, som den gode Howard ellers påstår. Det bliver derfor også en smule anstrengende, at de psykologiske spil mellem de tre hovedpersoner trækker ud i et væk, når al overtøjet nu hænger på den samme knage, og ingen skal udenfor alligevel.
Det hele er dog ikke forfærdeligt. På ingen måde. Det er ind imellem rigtig godt, men der er for langt mellem snapsene, som hurtigt smager ens, fordi vi igen og igen bliver præsenterer for samme dilemma. Det er derfor kun rigtig godt, når de tre arbejder sammen i kælderen under gården, der er kilometer væk fra nogen egentlig by.

“This is not ‘Nam. This is bowling. There are rules.” - nå nej, anden film.

Dette medvirker til en dejlig klaustrofobisk fornemmelse de gange, hvor Michelle overhovedet får mulighed for at kigge ud af et vindue, hvilket absolut fungerer for filmen. Det gør skuespillet gudskelov også, hvor især John Goodman er helt genial i rollen som Howard, der ind imellem lever i en verden, hvor ingenting hænger sammen. Hele hans tankevirksomhed om konspirationer er også genial, hvis det altså ikke var hele filmens egentlige plot. Mary Elizabeth Winstead spiller Michelle i en rolle, som måske ikke er helt så stor og spændende, til trods for at det er en hovedrolle, som karakteren Michelle bare ikke bærer særlig godt.

Synes du også plottet er lidt trist?

”10 Cloverfield Lane” er til tider en ganske effektfuld film. Her bliver givet og taget godt fra værktøjskassen for erfarne gyserentusiaster, men her bliver ikke opfundet noget nyt. Der er et par gode chok, lidt spil på klaustrofobi og en del mere blod og gore end man lige skulle tro. Det bliver dog lidt for trivielt i længden, og man mangler ligesom lidt mere end spillet på Howards forstand.

I sidste ende er filmen en god idé, der aldrig kommer helt i mål. Hertil er plottet for tyndt og historien for uinteressant.  Det var rart, at vi slap for mere found footage, men alligevel underligt, at man ender med at lave en film, der næsten begrænser sig endnu mere end found footage formatet. Jeg ender på en middel karakter, hvor John Goodman står for den ene pinhead helt alene.

Score: