Anmeldelse: Daylight’s End.

Årgang: 2016.
Tagline: "The apocalypse was just the beginning”.
Genre: Apocalyptic, Action, Zombie.
Instruktør: William Kaufman.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: “Assault on Precinct 13” (2005), “I Am Legend” (2007), “Dead Rising” (2015)

“Daylight’s End” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Daylight’s End foregår år efter, at en mystisk sygdom har forvandlet størstedelen af menneskeheden til blodtørstige uhyrer. En af de få overlevende, Rourke, (Johnny Strong) redder en ung kvinde (Chelsea Edmundson), der er en del af en gruppe overlevende under ledelse af den tidligere politimand Frank Hill (Lance Henriksen). Gruppen har barrikaderet sig, men uhyrerne er ved at trænge gennem forsvarsværkerne, og Rourke må komme op med en dristig og farlig plan for at redde deres liv.

En ensom ulv, der blandes ind i en større sags intriger. En gruppe overlevende, der har svært ved at stole på hinanden. Allierede, der må aflives, inden de bliver en del af horden af zombielignende væsner. Der er ikke mange ting i historien her, der ikke er set før. Derfor kunne den godt være spændende. Karaktererne kunne være fængende, filmens action kunne være intens, og billederne kunne være stemningsfulde. Desværre er “Daylight’s End” et middelmådigt bekendtskab. Nogle film tager klicheer og bruger dem på nye og effektive måder, andre kommer med brugen af det velkendte til at minde seeren om andre og bedre filmoplevelser. “Daylight’s End” falder i den sidste kategori.

“Hush little baby don’t say a word...”

“Den ensomme ulv” Rourke giver mig lyst til at se Tom Hardy bryske bud på titelfiguren i “Mad Max: Fury Road” (2015). Intrigerne i blandt de overlevende giver mig lyst til at se “The Walking Dead” (2010), og sådan fortsætter listen. Det er egentlig en skam, for der er lagt arbejde i “Daylight’s End”. Skuespillerne er nedtonede og naturlige i deres præstationer. De fysiske special effects er vellykkede. Filmen mestrer sågar i øjeblikke at opbygge lidt stemning. Hvad den mangler er noget, der er dens eget. Universet og historien om, hvad der har ført til undergangen er med vilje efterladt til det uvisse. Væsnerne har intet særpræg og forbliver generiske zombier. Actionsekvenserne er hektiske men ikke intense eller dragende. De er til gengæld akkompagneret af et halvrocket soundtrack, der ikke tilføjer noget til stilen eller oplevelsen.  

Lance Henriksen dukker op i en mindre men væsentlig rolle. 

“Daylight’s End” er overbefolket. Den introducerer en stor mængde personer, som det aldrig rigtig lykkedes den at skabe interesse i eller sympati for. Det bliver rodet, og ethvert forsøg på at give persongalleriet karakter eller nuancer fortaber sig i kampen for at bringe plottet videre. Det, der kommer til at fylde mest, er fremdriften i historien, det plot som ikke er særlig interessant. Visuelt bliver filmen for dunkel og grå uden kontrasterne til at skabe stil eller et udtryk, der kan give historien liv. Skuespillerne gør som nævnt en indsats for at puste liv i filmen. Ikke mindst legendariske Lance Henriksen gør en indsats og har nærvær i sin præstation. Lige lidt nytter det desværre.

Leader of the pack.

“Daylight’s End” kan med god vilje ses som svarende til en halvsløj bane i “Left 4 Dead”. Vi får glimt af nogle personligheder uden at blive draget ind. Historien og det univers, som den udspiller sig i, er gråt og savner den variation og karisma, det lykkedes “The Walking Dead” at skabe - særligt i sin første sæson. Filmen byder på zombier, action og gore, men desværre har den ikke succes med nogen af delene.

Score